Happy Peel Day

Let’s not forget what he did. Why not learn from him and put some curiousity back into public radio?

One year ago today John Peel did his last radio show on the BBC. Twelve days later he died while on holiday. The response to this was impossible to overhear. He had touched so many people - by "just" playing music.

So today October 13th is Peel Day.

He was unique. Not so much what he did, as what he was allowed to do. He played other people's music. And played just what he felt like. A fairly simple concept. But few radio hosts are that lucky these days. Either they don't really care or they suffer under the playlist regime.

Public radio - unlike commercial advertisement-run stations - does not have to suck up to record companies. And even if they don't, they sure sound like they do. How come? Listeners should benefit from the fact that it is independent of outside interests. And as such has no responsibility to create hits.
Still, what goes for public service in Denmark is "we play what we think the majority wants", thus filling up the airwaves with shallow mainstream pop. Well, I'm part of the public, admittedly in this case a minority, but I should be serviced just as everyone else!

When trying to please everyone you just get the lowest common denominator. Why not let more people with a true love and curiousity for music take up a bigger part of the airwaves? And share their knowledge and enthusiasm? It might take a little while for people to get used to it, but in the long run we will benefit.
Up and coming bands listen to radio - if they're not just in their rehearsal room all day listening to themselves - and are influenced by mediocrity. It's a downward spiral. It needs to go up!

Well, maybe this mediocre radio can have some nice results? Maybe people will get so bored with it that they seek out their music elsewhere? If they're not turned into nodding vegetables before then, of course.
Luckily these days we have the internet. That's where I find my new music when not getting the first taste at live shows.

There are very few "pockets of resistance" left on national public radio in Denmark. One of these places is the program Radium on DR P2. Especially with host Ralf Christensen at the helm. Yes, in fact the only show left on Danish radio that I find interesting.

So why use this space on Peel Day writing very little about Peel himself? Well, you probably know him already, his tastes, his wit, his wonderful humour and quirks. And if anything Peel Day should remind us of what the man represented and therefore try our best to live up to his legacy:

Trust your own ears. Let enthusiasm be your guiding light. And share it with the world.

Or as they say at the BBC on this occassion: Keep it Peel.

Links:
BBC's Peel Day site
Fans sharing their John Peel memories and favourite quotes

Somebody was trying to tell me that CDs are better than vinyl because they don't have any surface noise. I said, "Listen, mate, LIFE has surface noise."
- John Peel on the digital audio revolution

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, October 13, 2005

copyright

Fornøjelig, men forudsigelig festival

Årets Roskilde Festival var på flere måder præget af sidste års tragedie. Tidligere tiders succeser forsøgte man at gentage på mest forudsigelige vis. Det var de få, små musikalske overraskelser og i høj grad det gode vejr, der gjorde, at Danmarks største festival igen blev en positiv oplevelse

ROSKILDE: De store sikre kort blev spillet ud på Roskilde Festival i år. Bob Dylan, Neil Young, Robbie Williams, Nick Cave og Faithless har tidligere fejret musikalske triumfer på festivalen og var tilsyneladende blevet hentet ind for at gentage succesen.
Men lige meget hvor gode de kunstnere end var, så virkede det for forudsigeligt, at spille med så sikre kort.
Denne tendens gik også udover festivalens mindre scener, hvor festivalgængerne ellers kan hente mange rare overraskelser med hjem.
Der var få højdepunkter i år sammenlignet med det overflødighedshorn, som Roskilde Festival ellers er kendt for at diske op med. Og indenfor den elektroniske musik var der stort ikke nogle store navne på plakaten i år.
Rocken fyldte meget i år – og det var en skam, hvor underligt det end kan lyde.
Når man er vant til at smage på Roskildes mange retter, så bliver en stor bunke af ellers ganske lækre frikadeller også kedelige i længden.
Men heldigvis havde vi da vejret at fryde os over. Nok blev der hevet noget efter vejret i sommerheden, men det er klart det gode vejrs fortjeneste, at Roskilde Festival 2001 blev en fornøjelse.
Med hensyn til musikken, så har man efterhånden på fornemmelsen, at arrangørerne har en manglende føling med hvad der rører sig i mindre kendte musikalske lag. Flere kunstnere præsenterede en overfladiskhed, som nok var underholdende, men ikke synderligt berigende på længere sigt. Men i festivalens afkroge gemte der sig heldigvis få perler, hvor talentet for musik og ikke markedsføring blev hyldet.
Med alt dette sagt, så nyder Roskilde Festival stadig stor respekt. For den er trods alt musikkens allersidste massive bastion i vores land. Det er det absolut eneste sted i Danmark, hvor der bliver lagt mærke til, at musikken lever. Hvor den i det hele taget får lov til at leve.
For det gør den ikke hos de midtsøgende og forudsigelige danske pladeselskaber. Ej heller i radioen, hvor det ene skal være mere fladpandet end det andet - måske med undtagelse af P3 Live, der fremover vil sende Roskilde-koncerter. Og så slet ikke tv, hvor Keld Heick-butikken og ”Hit med sangen” er enevældige og alt, der er en lillebitte smule udfordrende bliver sorteret fra.
Roskilde Festival er Danmarks sidste frie område, hvor musikken stadig har vinger. Hvor dagligdagens små irriterende ting bliver ubetydelige. Og hvor tusindvis af vidt forskellige mennesker igen og igen mødes for at nyde hinanden og den ting der bringer dem sammen - Musikken.

Lars Kjær Dideriksen

Originally published in Næstved Tidende, July 2, 2001

copyright

Elefanternes Gravplads

Måske røber det min alder alt for tydeligt. Men jeg kan stadig huske, at jeg som barn så Tarzan-film på tv. Den tyske mestersvømmer Johnny Weismüller i rollen som abemanden med det effektive lændeklæde. Helten der reddede folk fra piratfisk og kviksand på en sort/hvid tv-skærm. Svingende i lianerne - helt tilbage dengang fra før Vicks Blås reklamefolk scorede hans hårdt prøvede stemmebånd.

Jeg husker også - eller det mener jeg i hvert fald - at der i en af de utallige film figurerede flere elefanter. Heraf en gammel rad, der fornemmede, at det lakkede mod enden og derfor drog afsted til den dal, hvor elefanter lægger sig for at dø.

Denne praksis skulle efter sigende i øvrigt være en skrøne, men det bekymrede ikke filmskaberne i starten af 1940'erne. Ikke desto mindre: denne elefant fandt sig et sted at dø. I mellem en bunke knogler fra forfædrene. Der var ret sørgeligt, når man nu sad der foran skærmen og ikke engang var teenager endnu.

Hvad disse lærerige film glemte at informere om var, at der fandtes andre steder, som elefanterne kunne gå hen. De elefanter, der tidligere truttede stolt over sletterne og stadig godt kunne lide det, selv om snablen var blevet krum og rynket, valgte ikke den samme dal. Disse sørgelige skabninger fandt en landsby langt, langt væk, hvor elefanter ikke kom så tit. Der slæbte de sig ind på torvet imellem de primitive hytter og lagde sig til rette. Og der blev de. De truttede lidt i ny og næ. Det lød egentligt ikke særlig godt, men de fleste af beboerne synes egentligt, de var meget søde, selv om de bare lå stille der midt på torvet og truttede. De var jo store stolte dyr engang for længe siden. Så de fik lov.

Enkelte beboere blev hurtigt trætte af larmen, men det var et fåtal. De gik ud og sparkede til kolosserne og råbte: "Så kras dog af, for fanden!". Men lige lidt hjalp det. De fleste beboere synes om dyrenes trompeteren. Selv om den var lidt falsk. De havde nu godt hørt en rigtig levende elefant trutte engang i tidernes morgen, men kunne ikke helt huske det så tydeligt.

Og således var landsbyen dømt til at have disse oldgamle tingester til at ligge døende midt på torvet i al evighed.

Landsbyen fik senere navnet Danmark. Og beboerne synes ikke at have noget imod at den skulle agere gravplads. Der kom flere og flere døende elefanter, som ikke kunne finde sig til rette andre steder - fordi der ikke længere var nogen, der gad at høre på dem. Der kom en elefant, der hed Dame Edna. Der kom også en der hed Andrew Strong. Og en der hed Johnny Logan. Og en hel flok der hed Suede. Listen blev længere og længere.

Når der var stort bryllup eller koncerter i det grønne kunne de få lov til at være lidt med. Og ak og ve for de stakkels få beboere, der ikke brød sig om dem og hver morgen kiggede ud af vinduet og så de ildelugtende kreaturer. Frem med kosten og banke dem. Og råbe af dem:
"Hvorfor helvede skal I lægge jer til at dø lige her? Hvilket som helst andet sted i verden ville være fantastisk! Bare forsvind. I fylder, I lugter og lyder ad helvede til. Skrub af!"

Det så desværre ikke ud til at hjælpe. Danmark var tilsyneladende dømt til at være elefanternes gravplads...

Sov sødt lille Jumbo, dit lille pus,
slet intet min ven skal du mangle,
i morgen så får du en kokosnød,
den kan du bruge til rangle.
- fra Elefantens Vuggevise

Lars Kjær Dideriksen

Only published on this site. Originally written in 2004 or 2005.

copyright