|
|
|
Forma
Nova 07: Forma Nova Festival - ikke bare en musikfestival
Forma
Nova Festival i Fredericia, der i år fejrede 5-års
jubilæum, er ikke kun en musikfestival. Den er en tankegang,
hvorfra en masse ting udspringer. Det er stedet, hvor electronica,
postrock, hardcore og anden eksperimenterende musik indfanges
i et inspirerende øjeblik sammen med stærk visuel
profil under både koncerterne og det evigt foranderlige
campingområde med masser af street-art.
(Note:
this is the edited Soundvenue version. See below for unedited
version)
Af Lars Kjær Dideriksen
Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Video: Lars Kjær Dideriksen
De
fleste af festivalens kunstnere har det med at blive alle
dagene, og man kan næsten kalde Forma Nova for en 'konference'.
Venskaber knyttes, netværk opstår, og nye kunstneriske
konstellationer fødes. Og som publikum kan man altid
få en sludder med kunstnerne. Man fornemmer efterhånden
en slags Forma Nova 'community'. Måske ikke så
stort, men i hvert fald dedikeret. Jeg håber, at den
ånd fortsætter mange år endnu. Det fortjener
den.
Nye venskaber dannes
En
lille håndfuld danske bands, der ligger på et
breaking point lige nu, leverede fine koncerter. De farverige
en-to-tre-fire-takter fra Turboweekend var der. Udlandet
kan nu med 20 års forsinkelse få en smag af noget
af den gamle danske lyd uden at skulle lære dansk for
at forstår ordene "han laver voodoo om natten"
(ja, undskyld, vokalen i nogle af numrene får mig til
at tænke i de baner). Men med det sagt, så leverer
Turboweekend selvfølgelig nye rytmer og et noget mere
opskruet energiniveau.
Turboweekend
Slaraffenlands
imponerede den sidste aften med deres egen blanding af knapt-så-repetitiv
postrock, mandskor, støj og skarpt skårede blæser-arrangementer.
Et frugtbart genremix der bevægede sig fra småmelankolsk
til jovial og drilsk - og tilbage igen.
Knap
så nye i gårde, Lampshade, spillede også.
Bandets frontkvinde spillede desuden en koncert mere som As
In Rebekkamaria. Jeg har aldrig helt kunne tune mig ind
på Lampshade og det skete heller ikke med det nye projekt,
hvor den stod på overgearet discoqueen og melodier,
der ikke helt ville sætte sig fast i øret. En
opskruet popmusik i melankolsk mode, der ikke harmonerede
i min verden.
As In Rebekka Maria
Noget
bedre gik det for andre danske kunstnere som Good Luck
Casper, der holdt melodi, legesyge og dynamik intakt i
en rar gang glitch-inficeret popmusik. Imagine I Had Hands
er et af de nyere hardcore navne og fortjener ligeledes
opmærksomhed. De kørte et hårdt sæt,
men formåede samtidig at holde det spændende og
ikke drukne i ren larm. Marvin's Revolt gjorde det
også godt med lidt af de samme virkemidler, imens Made
Of Buildings formåede at veksle mellem luftig og
sparsom rockinstrumentering og støjklimaks.
Den
efterhånden garvede elektroniske musiker Karsten
Pflum piskede en dansable stemning op med sin laptop.
I hans nuværende stil er al melodi næsten lagt
på hylden til fordel for rytmerne. Energien og festen
er i fokus i stedet.
Made Of Buildings
Sverige
har alle år været pænt repræsenteret
på Forma Nova Festivalen. I år krængede
Eskju Divine de helt store følelser ud på
en måde, der ikke lod noget tilbage. Mew, ja selv Queen,
kom i glimt frem på nethinden. Og det med sangeren siddende
bag et piano kun akkompagneret af trommer og bas.
Duoen
Sekvens fik ligeledes med meget mindre virkemidler,
såsom diktafoner med 'field recordings', effektpedaler
og små spøgelsessymfonier, under det hele ramt
de rigtige dele af følelsesregisteret.
Soloprojektet GOTO80 havde koblet laptoppen med gameboyen
og fik stampet et lille micro-rave op af jorden, hvor tankerne
hurtigt fløj af sted til de digitale slagmarker i forgangne
tiders Nintendo- og C64-verdener.
Schneider TM
Trods
beskedne sin størrelse formår Forma Nova altid
at få spændende kunstner til festivalen langvejs
fra. I år havde argentinske Acampante vist rejserekorden.
Han blandede hoppende electronica med hiphop på fin
vis, men viste faktisk størst talent for sine visuelle
evner, som han præsenterede på scenens storskærm.
Tyske Schneider TM viste på fornem vis de poppede
sider af den ellers monotone tyske electronica. Catchy og
umiskendeligt tysk.
Franske
Duracells akustiske trommesæt havde følere
på, der registrerede slagene og derved satte de krøllede
8-bit computerspilsmelodier i gang fra laptoppen. En interessant
måde at spille på. Det var højenergisk,
og han høstede også festivalens største
spontane bifald. En kraftpræstation uden lige.
Duracell
Amerikanske
Thanksgiving var en af de få kunstnere på
festivalen, der spillede den henkastede slacker-stil. Dog
ikke som man kender det fra for eksempel Pavement. Det var
svært at sætte finger på. Adrian Oranges
vokal sprang fra skrøbelig til råb, og det hele
truede konstant med at vælte. Men det gjorde det ikke.
Den skramlede spillestil kunne aldrig skjule de helt fremragende
melodier. I sammenligning virkede alle de danske bands, der
kom før, pludselig bare 'helt enormt hæmmede'.
Ikke nok med at der var klasseforskel, så var det tydeligt,
at her var en kunstner, der turde lukke op for primal-instinkterne
- uden at det betød, at han ville spille garagerock
og spytte øl ud over publikum. Absolut en af festivalens
bedste koncerter.
Se
videoklip fra Forma Nova Festival her (via YouTube)
Eksterne
links
www.formanovafestival.com
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Soundvenue.com, July 18, 2007.
copyright
|
|
Forma Nova 07: Forma Nova er ikke
en festival…
Forma
Nova synes at være blevet et tankesæt på
tværs af landegrænser. En mangesidet og overordentligt
vellykket hyldest til viljen til at lade sig overraske. Tænk
engang over det: Tør du egentligt, når det virkelig
kommer til stykket?
(Note:
this is the unedited version. See above for the edited Soundvenue
version)
Af Lars Kjær Dideriksen
Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Video: Lars Kjær Dideriksen
Femårsjubilæet
for - i mine øjne - Danmarks bedste musikfestival gav
anledning til at tænke lidt. En måske gammelkendt
påstand meldte sig: Vi mennesker kan ikke lide overraskelser.
Selv om der er en chance for, at de kan være rigtigt
gode, så finder vi tryghed i det kendte. Bevares, vi
elsker, når de opstår, men vi tør ikke
selv opsøge overraskelserne. Det ER jo muligt.
Med en musikjournalists øjne var den øvrige
musikpresses manglende tilstedeværelse på årets
Forma Nova Festival endnu en sørgelig bekræftelse
af, at især disse herrer og damer mangler den vilje
og derved står i skarp kontrast til den grundidé,
som Forma Nova igennem fem år har fremelsket. Stedet
hvor electronica, post- og hardcore rock og eksperimenterende
musik indfanges i et inspirerende øjeblik sammen med
stærk visuel profil under både koncerterne og
det evigt foranderlige campingområde med masser af streetart
o.lign. Festivalens koncept med at lade sine bookede bands
inviterede yderligere kunstnere til festivalen åbner
for den uforudsigelighed, som musikken i bund og grund lever
eller bør leve af.
Så til dem, der desværre blev hjemme af forskellige
årsager… tillad mig at fortælle jer hvad
I gik glip af.
Acampante
Luksus
sammenlignet med Roskilde
Jeg ankom til min femte Forma Nova Festival efter et par dages
tiltrængt afslapning ovenpå min trettende Roskilde
Festival. Mudderet var vasket af og de foregående dages
store økonomiske smæk fortrængt - nu var
det tid til luksusfestivalen, der i alle fem år har
endt med at overgå Roskilde.
For som de foregående år, så kender jeg
måske - eller har hørt om - omkring 20 procent
af kunstnerne, der spiller. Hvis så mange. En befriende
fornemmelse. Forma Novas bookere har ikke skuffet de tidligere
år og det gjorde de heller ikke i år. De har nysgerrigheden
i behold og ingen fine fornemmelser. CV'et betyder mindre,
når musikken får lov til at tale. I år var
der også plads til de helt friske navne fra ind- og
udland - blandet med nye danske håb og internationale
hovednavne.
Turboweekend
De
nye danske himmelstormere
En lille håndfuld danske bands, der ligger på
et breaking point lige nu leverede fine koncerter. De farverige
en-to-tre-fire-takter fra Turboweekend var der. Udlandet
kan nu med 20 års forsinkelse få en smag af noget
af den gamle danske lyd uden at skulle lære dansk for
at forstår ordene "han laver voodoo om natten"
(ja, undskyld, vokalen i nogle af numrene får mig til
at tænke i de baner). Men med det sagt, så leverer
Turboweekend selvfølgelig nye rytmer og et noget mere
opskruet energiniveau.
Slaraffenlands imponerede den sidste aften med deres
egen blanding af knapt-så-repetitiv postrock, mandskor,
støj og skarpt skårede blæser-arrangementer.
Et frugtbart genremix der bevægede sig fra småmelankolsk
til jovial og drilsk - og tilbage igen.
Knap så nye i gårde, Lampshade, spillede
også. Bandets frontkvinde spillede desuden en koncert
mere som As In Rebekkamaria. Jeg har aldrig helt kunne
tune mig ind på Lampshade og det skete heller ikke med
det nye projekt, hvor den stod på overgearet discoqueen
og melodier, der ikke helt ville sætte sig fast i øret.
En opskruet popmusik i melankoli mode, der ikke harmonerede
i min verden.
Noget bedre gik det for andre danske kunstnere som f.eks.
Good Luck Casper, der holdt melodi, legesyge og dynamik
intakt i en rar gang glitch-inficeret popmusik. Imagine
I Had Hands er et af de nyere hardcore navne og fortjener
ligeledes opmærksomhed. De kørte et hårdt
sæt, men formåede samtidig at holde det spændende
og ikke drukne i ren larm. Marvin's Revolt gjorde det
også godt med lidt af de samme virkemidler. Made
Of Buildings formåede at veksle mellem luftig og
sparsom rockinstrumentering og støjklimaks.
Den efterhånden garvede elektroniske musiker Karsten
Pflum piskede en dansable stemning op med sin laptop.
I hans nuværende stil er al melodi næsten lagt
på hylden til fordel for rytmerne. Energien og festen
er i fokus i stedet.
Good Luck Casper
Tilbud
fra broderlandet
Sverige har alle år været pænt repræsenteret
på Forma Nova Festivalen. Og det i alle mulige genrer:
hardcore rock, postrock, støjdrone, luftig akustisk
ambient og gedigen "schwuensk indierock". I år
krængede Eskju Divine de helt store følelser
ud på en måde, der ikke lod noget tilbage. Mew,
ja, selv Queen, kom i glimt frem på nethinden. Og det
med sangeren siddende bag et piano kun akkompagneret af trommer
og bas.
Duoen Sekvens fik ligeledes med meget mindre virkemidler
såsom diktafoner med "field recordings", effektpedaler
og små spøgelsessymfonier under det hele ramt
de rigtige dele af følelsesregisteret.
Soloprojektet GOTO80 havde koblet laptoppen med gameboyen
og fik stampet et lille micro-rave op ad jorden, hvor tankerne
hurtigt fløj afsted til de digital slagmarker i forgangne
tiders Nintendo- og C64-verdener.
Schneider TM
Fra
den store verden
Trods sin størrelse formår Forma Nova altid at
få spændende kunstner til festivalen langvejs
fra. I år havde argentinske Acampante vist rejserekorden.
Han blandede hoppende electronica med hip-hop på fin
vis, men viste faktisk størst talent for sine visuelle
evner, som han præsentere på scenens storskærm.
Tyskland leverede nogle af dette års hovednavne Schneider
TM og Tarwater. Schneider TM viste på fornem
vis de poppede sider af den ellers monotone tyske electronica.
Catchy og umiskendeligt ja, tysk.
Franske Duracells akustiske trommesæt havde følere
på, der registrerede slagene og derved satte de krøllede
8-bit computerspilsmelodier i gang fra laptoppen. En interessant
måde at spille på. Det var højenergisk
og han høstede også festivalens største
spontane bifald. En kraftpræstation uden lige.
Amerikanske Thanksgiving - et af de andre hovednavne
- var en af de få kunstnere på festivalen, der
spillede den henkastede slacker-stil. Dog ikke som man kender
det fra f.eks. Pavement. Det var svært at sætte
sin finger på. Adrian Oranges vokal sprang fra skrøbelig
til råb og det hele truede konstant med at vælte.
Men det gjorde det ikke. Den skramlede spillestil kunne aldrig
skjule de helt fremragende melodier.
I sammenligning virkede alle de danske bands, der kom før,
pludselig "bare helt enormt hæmmede". Ikke
nok med at der var en klasseforskel, så var det tydeligt
at her var en kunstner, der turde lukke op for primal-instinkterne
- uden at det betød, at han vil spille garagerock og
spytte øl ud over publikum. Absolut en af festivalens
bedste koncerter.
Duracell
Meget
mere end en festival
Men som sagt: Forma Nova Festival er ikke en musikfestival,
hvis man skal formulere det lidt drilsk. Den er et "mindset",
hvorfra en masse ting udspringer. Det mest synlige produkt
er lige nu en musikfestival, der som andre festivaler har
sin helt egen, unikke "feeling". Men netop af en
art, der er så meget mere interessant og inspirerende
- og som rummer noget større og mere - end hvad man
finder mange andre steder i landet. Den intimitet som Roskilde
Festivalen så tydeligt mangler findes her i spandevis.
Og samtidig får musikken følgeskab af en visuel
side. Bottega Arréte stod i år igen bag
de flotte projektioner, mens flere og flere bands faktisk
også selv var leveringsdygtige i år.
De fleste af festivalens kunstnere har det med at blive alle
dagene og man kan næsten kalde Forma Nova for en "konference",
hvis man skal se en sekundær værdi i dens eksistens.
Venskaber knyttes, netværk opstår og nye kunstneriske
konstellationer fødes. Og som publikum kan man altid
få en sludder med kunstnerne. Man fornemmer efterhånden
en slags Forma Nova "community". Måske ikke
så stor, men i hvert fald dedikeret. Jeg håber,
at den ånd fortsætter mange år endnu. Det
fortjener den.
Jeg ved med sikkerhed, at Forma Nova står på mit
festivalprogram næste år. Roskilde er jeg efterhånden
langt fra sikker på. Nu får vi se. Opfordringen
til søge mod Fredericia i juli 2008 er i hvert fald
hermed givet videre med de største anbefalinger.
Terassen ved Ungdommens Hus og campingområdet.
Se
den fulde line-up og lyt til musikken på www.myspace.com/formanovafestival.
Video
snapshots fra festivalen på YouTube.
Lars
Kjær Dideriksen
Written
for Soundvenue.com, July 18, 2007, but only made public on
this site in this version.
See other page for edited Soundvenue
version.
copyright
|
|
Forma
Nova 06: Lille, vågen og overraskende
Electronica,
postrock, noise, skæv pop og alt der ligger imellem
blev nok en gang perfekt jongleret på en af Danmarks
mest spændende festivaler - der i år havde fået
et skud MySpace på den gode måde.
Af
Lars Kjær Dideriksen
Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Forma
Nova 2006 var den fjerde af sin slags på fire år.
Og for fjerde gang drog undertegnede mod Fredericia i ugen
efter Roskilde Festival. Trætheden fra sidstnævnte
var heller ikke denne gang en bekymring. Faktisk viste Forma
Nova sig atter som et fysisk pusterum, hvor økonomien
ikke blev belastet, og hvor de positive musikalske overraskelser
overgik Roskilde med flere længder.
Kort
sagt: hvis man nyder at dykke ud i det ukendte med fokus på
overraskelsen og samtidig slår en hånlatter op
over for stjernenykker, så er Forma Nova så absolut
Danmarks suverænt bedste festival. Måske ligefrem
en af Nordeuropas bedste. Til trods for dette faktum virker
festivalen stadig som en af landets bedst bevarede hemmeligheder.
Dog vokser den sig stadig ganske langsomt større -
både med hensyn til besøgstal, antal bands og
ambitioner.
Forma
Novas musikalske profil er forholdsvis bred til trods for
et afgrænset genreområde. Fokus er på electronica,
postrock, noise, skæv pop og andre indslag, der ikke
helt passer ind under disse. Og hver genre bliver rigt repræsenteret
fra et væld af forskellige vinkler i løbet af
festivalens tre dage. Kunstnerne kommer direkte fra soveværelset,
hjemmecomputeren, øvelokalet eller det store pladeselskab.
Terassen, festivalens samlingspunkt
Det
elektroniske
For eksempel kunne man opleve den blot 17-årige danske
Po live-debutere med sin laptop og en samling flot
komponerede electronicanumre på festivalens caféscene.
Senere samme aften indtog profferne fra Warp Records den store
scene i form af engelske Plaid, der som festivalens
hovednavn leverede varen med stramme beats og deres umiskendelige
plaid'ske melodier - akkompagneret af et farverigt videoshow.
Imellem
de to yderpunkter, så at sige, fandt man engelske Cajitas
electronica med sang og trompet, samt amerikanske Daedelus
fra Ninja Tune-selskabet, der i hvid jakke med svalehaler
serverede ultra-dansable cut-up beats fra sin hjemmelavede
mono-me box koblet til sin laptop. Han blev den vanvittige
modpol til Plaids stramme sæt. I en helt anden grøft
lå det mere minimalistiske output fra svenske Tsukimono
og spanske .Tape. (dot tape dot). Sidstenævnte
spillede et helt igennem fornøjeligt set med projekterede
snefnug faldende på en grøn baggrund til sine
melodier bygget op af spansk (!) guitar, klokkespil og andre
små lyde fra laptoppen.
Cajita
.Tape.
I
den lidt mere bløde ende fandt man danske Aerosols
toner og ikke mindst også festivalens andet hovednavn:
tyske Ulrich Schnauss. Han havde et keyboard med foruden
sin laptop, hvilket var rart at se. Og hans musik og videoshow
var smukt, dejligt, nydeligt og pænt. Hvilket med et
andet ord betyder: helt og aldeles ufarligt. Der var omtrent
lige så meget nerve og kant, som man ville finde hos
en fåret kloning af Enigma og Richard Clayderman. Dybest
set en skuffelse. Dog var der klart begejstrede publikummer.
Noise-genren
havde også indfundet sig igen i år. De københavnske
koncertarrangører fra Klub Argot havde tre danske
og tre amerikanske acts med i deres vilde showcase. Nogle
kalder det musik, andre ikke. Men de af kunstnerne, der forstår
at gøre det med sprælsk showmanship vinder publikum
alligevel. Og det var der heldigvis flere, der kunne. Det
var ikke småt med idéerne.
Svenske
Alina leverede deres egen noise-performance med jack-stik-berøringer
sendt igennem guitar-pedaler, mens de var iført hvide
dragter, som var de kirurger, der dissikerede de skrappe lyde
til hård og effektiv støjrytmik.
Plaid
Rocken
Rockmusikken på Forma Nova falder ofte over den den
type 'postrock', som bands som Mogwai og Godspeed You Black
Emperor præsterer. Det kan være lidt trættende
i længden, da det kræver meget talent at skabe
nok variation. Svenske Rickard Jäverling havde
heller ikke meget variation, men tilførte genren et
umiskendeligt nordisk præg ved bl.a. at bruge harmonika
og samtidig smide en finsk folkesang ind i settet.
Rickard Jäverling
Irske
The Redneck Manifesto er en svær størrelse
at forklare. De er rimelig hardcore, men også funky.
Og det er vel nok også en slags postrock, men der er
mere variation end som så og desuden nogle rytmeskift,
der får én til at tænke på noget
jazzet. Men faktum er: de fyrede den max af og blev som årets
sidste band på scenen leverandører af den perfekte
'grande finale'.
The Redneck Manifesto
Tyske
The Green Apple Sea var dette års nok eneste
eksponent for americana-genren, hvor der sidste år var
lidt mere af den slags. Og ja, også et af de få
bands, der rent faktisk sang sange. Kort sagt, så var
vokalbaseret musik mere undtagelsen end reglen, men det giver
så også mulighed for at stifte bekendtskab med
en bred vifte af den nutidige instrumentalmusiks mange forskellige
afskygninger. Men den klassiske sangskrivning var heldigvis
ikke glemt. Københavnske Barra Head kom, så
og ...svedte så det drev. Et stramt set hård mathrock
uden svinkeærinder, som de vel nok næsten er kendt
for at kunne levere. En fornøjelse.
De
få ord
Som sagt, så havde den mere klassiske sangskrivning
og musik med vokal trange kår på Forma Nova. Men
når de få, der er til stede, kan kunsten, så
stikker de også mere ud. Deriblandt engelsk-franske
Jeremy Warmsley, der viste at bag det lidt nørdede
ydre med grydehår, briller og seler gemte sig en eminent
sangskriver med en flot stemme. Med kun et par ep'er og en
spritny single bag sig, så ville det ikke overraske,
hvis vi kommer til at høre mere til ham.
Jeremy Warmsley
Hans
kompagnon på tangenterne, Tom Rogerson, der har
rødder i jazzen, havde også sit soloshow. Og
hvilket et! Warmsley var med på orgel, men resten af
det almindelige band var blevet i England. De to var dog stødt
på bandet Cajita tidligere på festivalen og fandt
på at øve lidt sammen i bandlokalerne i Ungdommens
Hus, hvor festivalen foregik. Og vupti var der en nyt improviserende
liveband med klaver, orgel, lidt percussion og en laptop.
Rogerson er eminent på klaver og sammen med de andre
fik han pisket repeterende forløb igang, som han nedbrød
undervejs i nærmest støjudladninger på
tangenterne. En af de største positive overraskelser
på festivalen i år for undertegnede.
Berlin-baserede
italienske Marzipan Marzipan tog som Warmsley også
udgangspunkt i reel sangskrivning, men fra en helt anden vinkel.
Med en forkærlighed for country-musik og kitchpop kom
der noget helt anderledes frem med hendes loop-pedal, gamle
italienske guitar og sang-foredrag med rusten røst
med italiensk accent.
Marzipan Marzipan
Endnu
en god årgang Forma Nova
Der spillede op mod 40 bands og kunstnere på festivalen
i år. Mange er nævnt. Der er kun plads til en
mere i denne artikel. Svenske Viktor Sjöberg New Jazz
Ensemble, hvor jazzsamples på laptop fik liv gennem
langsom guitar, dæmpet trompet og tyst vibrafon, hvis
jeg husker korrekt. En spændende bekendtskab.
Viktor Sjöberg New Jazz Ensemble
I
år bar festivalen mere end nogensinde præg af,
hvordan musikerne var blevet samlet. Hjemmesiden MySpace er
blevet en markant faktor i musikverdenen, og mange kontakter
var også blevet knyttet netop her. Musikken selv har
fået lov til at tale ved udvælgelsen. Ikke om
man har pladekontrakt eller ti års liveerfaring. Debutanten
Po blev fundet på MySpace og han inviterede så
spanske .Tape., fordi han synes, han lød spændende.
Og så fremdeles...
Arrangørerne
bag Forma Nova er åbenlyst nysgerrige og tør
tage chancer. Det viser de også ved Forma Novas grundlæggende
koncept med at invitere halvdelen af kunstnerne og så
bede dem om at foreslå endnu et navn hver. Det kan resultere
i kunstnere, som arrangørerne ikke ville have tænkt
på og helt nye konstellationer og kollaborationer på
selve festivalen. Det betyder også, at en stor del af
publikum på festivalen er kunstnerne selv, som bliver
alle tre dage for at suge til sig og skabe netværk.
Så med lidt god vilje kunne man sige, at selv om Forma
Nova er en festival, så virker den lige så meget
som en konference. Men det er langt fra en lukket fest. Alle
er jo inviterede. Og man kan gå direkte til samtlige
musikere og få sig en hyggelig snak om alt mellem himmel
og jord. Eller et spil bordfodbold ude på husets terasse.
Forma
Nova var kort sagt for fjerde år i træk en kæmpe
fornøjelse med flere dejlige overraskelser, end der
var at finde hos storebror Roskilde ugen før. Bevares,
det er en helt anden festivaloplevelse, selvfølgelig.
Men så sandelig ikke én, man bør snyde
sig selv for, bare fordi man lige er kommet hjem med rygsækken
et par dage før.
Eksterne
links
www.formanovafestival.com
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Soundvenue.com, June 13, 2006
copyright
|
|
Forma
Nova 2004 – en oase med den tiltrængte modgift
Af
Lars Kjær Dideriksen
Billeder af Steffen "Jint" Jørgensen
Er du træt af festivaler med mudder, uindfriede forventninger
og lugten af pis? Træt af at gå rabundus bare
fordi du er en hund efter livemusik? Og synes du som jeg også,
at Roskilde Festival indholdsmæssigt efterhånden
ligger på den lade side? Så må modgiften
være Forma Nova-festivalen.
Den 8. til 10. juli var der for anden gang en gedigen bunke
fremragende, musikalsk overraskende oplevelser i Ungdommens
Hus og Det Bruunske Pakhus i Fredericia. Den rene og skære
græsrodsentusiasme samt festivalens rent praktiske fordele
har gjort, at jeg har forelsket mig i denne lille oase. Bare
lige så vi har det på det rene.
Musikken
i fokus
Forma Nova startede i 2003 og har begge eksisterende år
solgt sig selv som en festival for ”avantgarde, electronica
og postmoderne musik og lyd.” ’Solgt’ er måske
så meget sagt, fordi festivalen lever en stille tilværelse,
da de fleste kræfter ser ud til at blive brugt på
at booke obskure folk fra nær og fjern end egentligt
at markedsføre eventen. Og det er en skam. Jeg kan
sige ligeud, at begge festivaler indtil videre har været
en udsøgt fornøjelse ud over det sædvanlige.
Min ønskefestival er en, der, i hvert fald for en del
af programmets vedkommende, kan levere noget af det, som jeg
ikke kan høre i radio og se på tv. De ukendte
musikere, der præsenteres, skal så også
gerne besidde en vis kvalitet og/eller musikalsk nysgerrighed.
Det formåede Forma Nova at levere.
Ud
i det ukendte
Forma Nova har den fordel, at de færreste navne i programmet
får en klokke til at ringe. Resultatet, ud fra line-up’en,
er, at man ingen forventninger har. Sidste års Forma
Nova satte dog som helhed forventningerne i vejret. De blev
indfriet i år.
Hvem er det så, der spiller? Genremæssigt ligger
vi spredt ud i spektret mellem elektronisk musik og ’postrock’
– med skæve, poppede indslag tilsat som krydderi.
Samtidigt er Forma Nova også sideprojekternes og de
usungne samarbejdspartneres holdeplads. Efter skimmingen af
programmet er det tid til nærlæsningen. Og der
dukker referencerne så op.
Amerikaneren Daniel Givens har arbejdet med Tricky og Tortoise.
Scanner, Forma Novas hovednavn, har boltret sig med Björk,
Bryan Ferry og The Orb. Lasse Marhaug har Kevin Drumm, Merzbow
og Mats Gustafsson på sin liste, mens stryger-pigerne
i Amina har Sigur Rós. Paddington DC er en udløber
af de svensk indie-veteraner The Bear Quartet, mens Kpt. Michi.Gan
er en del af line-up’en, når tyske SchneiderTM
spiller live. Slopes Jørgen Teller har mænget
sig med navne som Sonic Youth og David Thomas fra Pere Ubu.
Hos Nogales står Stereolab bl.a. nævnt. Selvfølgelig
kan mange af disse referencer være både mere eller
mindre perifære, men så har man som publikum noget
at hænge kunstnerne op på – uden dog at vide
hvad der venter.
Konceptet
virkede
Forma Novas fikse koncept gør også, at der
selv for arrangørerne opstår en grad af uforudsigelighed.
Halvdelen af de fornødne bands inviteres, og de bliver
så bedt om at invitere endnu et navn med.
Sidste år resulterede det i nogle skæve kombinationer.
De århusianske støjpoppere Strumm inviterede
de blippende bysbørn Jab Mica Och El – og en fortrinlig
dobbeltkoncert var født. Invitationerne i år
var meget mere homogene inden for de respektive genrer. Noisehovederne
i Slope inviterede noise-dittoen Lasse Marhaug. De højtsvævende
drømmere i københavnske Efterklang inviterede
Sigur Rós’ strygergruppe Amina. I sidstnævnte
tilfælde skabte det dog samarbejdsmuligheder på
scenen, og derfor var de homogene invitationer ikke uheldige,
men en gevinst der resulterede i unikke koncerter.Daniel Givens
inviterede den engelske cellist Semay Wu til at tilføre
hans rislende dub-beats og knudrede breaks nogle mere levende
avantgardistiske træk foran det blomstrende farvespil
på koncertens videolærred.
International
festival trods størrelsen
Alt i alt var festivalen også blomstrende rent geografisk,
når man ser, hvorfra kunstnerne kommer. Kort sagt: England,
USA, New Zealand, Island, Norge, Sverige, Tyskland og selvfølgelig
Danmark. Der var i øvrigt mærkbart flere danske
bands i år, hvilket var rart. Måske var det en
af faktorerne, der var medvirkende til, at festivalen havde
flere besøgende i år? Det lader til, at Forma
Nova langsomt skal vokse – og det håber jeg, den
gør.
Det er nok de færreste steder her til lands, at du –
under samme tag eller i det hele taget – kan opleve det,
som Forma Nova kan levere. Her bliver kunstnerne hele festivalen
og er en del af publikum. Det hele er dejligt nede på
jorden.
De lidt Mogwai-inspirerede svenskere i September Malevolence
spillede en af festivalens første koncerter og endte
også med at spille den sidste – annonceret på
festivalens sidste dag. De havde tilbragt en masse timer i
et af øvelokalerne i Ungdommens Hus og havde brygget
nye toner sammen. Derfor fik publikum et helt nyt sæt
som afslutning. Forma Nova har plads til, at programmet skrider
lidt, og at nye ting opstår.
Som da DJ Noianiz som sidste act en aften midt i sit øredøvende
trademark gabba drum’n’bass-set råbte til
arrangørerne: ”I bliver nødt til at sige,
jeg skal stoppe. Ellers bliver jeg ved!” Da havde han
spillet i to en halv time – hvor den første time
havde været en fornem opvisning i, hvordan man mixer
old school electro-akustisk musik sammen med tibetanske chants,
vokal-avantgarde og gamle horror-soundtracks. Hele tiden to
lag lyd fra sød, knitrende vinyl. En eminent udført
cocktail.
Århusianske NAND debuterede live med fløjlsbløde
melodier i short circuit fuck-up noiset breakcore. Paddington
DC støvede de gamle trommemaskiner og Casio-keyboards
af i en strøm kluntet pop, mens Dialog Cet sparkede
mås i en bebrillet kloning af The Hives og Pavement.
Audrey krydsede Low, Scout Niblett og Cat Power med en knivspids
Björk-accent. Lasse Marhaug kreerede en støjmur,
der gik i kroppen på formentligt samme måde som
et maskinrum på en gammel Storebæltsfærge
ville gøre det, hvis man lå på gulvet i
det. Tyske Plokk spillede instrumentalrock med et snert af
freejazz så kompetent, at man blev helt forpustet.
Musikken
er ikke det hele
En festival er dog ikke kun musik. Beliggenhed og faciliteter
bidrager også til den samlede oplevelse. Forma Nova-spillestedernes
størrelse og opbygning gør, at man selv kan
bestemme, om man vil have den intime koncert helt tæt
på eller stå bagerst og nyde den. Begge spillesteder
ligger lige i midten af Fredericia, hvor der er let adgang
til almindelige butikker. Her kan mad jo kan købes
for billige penge (dog ville jeg give min højre arm
for opskriften på den vegetariske ret, som caféen
i Ungdommens Hus serverede på sidstedagen, ’A Bloody
Sunrize Over the Cheasy Shanghai Bay Area’), og lige
ved Ungdommens Hus ligger græsplænen, der gør
det ud for teltpladsen. Alt er inden for rækkevidde.
Og med en tre-dages billet til bare 180 kroner, kan man mæske
sig i gode musikoplevelser uden at blive flået. Desuden
startede musikprogrammet hver dag kl. 18, så der var
tid nok til at nyde solen på havnen eller stranden –
eller tage turen til byens svømmehal med vandland.
Så hey, indrøm det. Hvis du kan lide bare lidt
af disse musikgenrer eller elsker overraskelsesmomentet, så
har du ingen undskyldning for at blive væk næste
år.
www.formanovafestival.com
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Undertoner, 2004
copyright
|
|
Forma
Nova Festival 2003
Europamusikanten performed their electronic music to the
mesmerizing visuals projected by Photon.
Supertanker
takes a look back on one of 2003's most interesting Danish
music events: the very first Forma Nova festival. A very small,
but quite artistically ambitious affair devoted to bringing
good underground acts from abroad to Denmark. It was a mix
of very diverse musical styles - and pretty much without a
single dull moment.
Text
by Lars Kjær Dideriksen
Photos by Lars Kjær Dideriksen & Casper Kjær
Sørensen
-
Please drop by and bring a friend.
It sounded like an invitation to a party. And it almost was
- if it wasn't for the fact that it was actually a music festival
for little known "indie" artists. The organizers
of the very first Forma Nova 03 festival asked the bands they
hired to invite another band of their own choice to perform
as well. A formula that proved to be a brilliant idea. The
organizers only had to seek out half their artists and they
also got some exciting performers they hadn't thought of.
The somewhat obscure nature of the acts at the festival might
have been the reason for the festival's small attendance.
But it was also in the middle of the exams season for most
young people in Denmark and also a festival situated in the
town Fredericia - a traffical junction in Denmark, but maybe
not as often visited for its cultural offerings.
Little attendance or not - the very first Forma Nova 03 festival
proved to be a most rewarding festival experience for picky
listeners wanting their ears challenged.
Bernadette La Hengst from Germany delivered a perfect feel-good
start to the festival.
Berg Sans Nipple.
DAY
ONE
The festival had a few events that were open to the general
public. That included the opening gig at a nearby grassy field.
Some locals and the few festival folk showed up for Danish
band The
Seven Mile Journey's show. The stage was rather small
and the grass area seemed quite large all of a sudden. The
upcoming Danish act played some dreamy, instrumental rock
- somewhat inspired by Canadian band Godspeed You Black Emperor,
one could say. Although, maybe a little tighter rhythmically.
Next artist on the little stage was German singer Bernadette
La Hengst. Not minding the small crowd she rocked
like a thousand people were there. Juggling a drum machine,
a mini-keyboard and a Korg synth while playing guitar and
singing she delivered a perfect up-beat electronic pop gig
to shoot off the festival. Her sheer entusiasm for giving
all the songs everything was enough to win me over immediately.
And apparently also quite a bit of the audience - who later
walked on humming and singing snippets from her catchy and
in-your-face and slightly political pop songs.
With a big smile I ran for the city centre to catch the next
show at Det Bruunske Pakhus - a nice venue with a cozy, old
interior with wooden post. Entering the door my smile got
bigger. French/American duo Berg
Sans Nipple was on stage. And I sure liked what I
heard.
My first thought was: "Where is all the sound coming
from? They are only two guys on stage." They used samplers!
Recording loops from they many instruments live right then
and there. And it worked nicely. Vintage organs, glockenspiel,
drum kit, electronic drum pads, a miniature steel drum and
what sounded like grinding radio static noise mingled with
each other and resulted in lovely tunes - both repetitive,
but at the same time everchanging and bubbling. The festival
programme called it a "sensitive soundspace placed awkwardly
somewhere between jazz and the more fiddling kind of organic
electronica". A quite good take on an explanation of
their sound.
I was ecstastic. It was my second great new musical discovery
in just a few hours. And I hadn't even finished the first
day of the festival yet. After the show I promptly got my
hands on their two cds.
A last minute addition to the festival was American band 90
Day Men. I didn't quite know what to make of them.
I had only heard one of their songs before the gig - which
I loved - but this was a mess. And that can be good
from time to time. It felt like being in an intimate jazz
club, but the sound was more like punk rock - and still not
quite. Because some "math rock" elements were in
there too.
I didn't have a superb live experience there, but I was strangely
intrigued by them. And that's really all they had to do then
and there for me to want to check them out later. Mission
accomplished - more or less.
Germans Helgoland
played at repetivitive rhythmic jazz thing - with a massive
bass saxophone of some kind. They were followed by Norwegian
laptop-twiddlers Alog,
who brought some soundcollages both mellow and noisy to Ungdommens
Hus.
The last act of the first day was Epeu.
They were invited to the festival by Norwegian band Epikurs
Euforie - which was in fact....themselves! In retrospect
the name kind of gave it away. Clever bastards.
They went on stage at Det Bruunske Pakhus. Rumoured to be
recovering from a massive hangover they produced a seemingly
unrehearsed racket of random noise on guitar, pedals and soon-to-short-circuit
electronic equipment. I snuck out of the room not wanting
to get myself a music-induced hangover and getting all my
good memories of the day erased completely by some eeevil
Norwegian lo-fi curse. So I went back to the camp.
Alog - in case you hadn't guessed it yet.
Formerly Atari Teenage Riot'er Hanin Elias from Germany.
DAY TWO
The second day of Forma Nova 03 kicked off with double pack
of hard Swedish rocking. The
Price of Ink and Switchblade
let out the beast with two sets of hardcore rock with lots
of guitars.
Following the festivals fine mix of hardcore rock, electronics
and so-called "post-rock" Polish band Columbus
Ensemble set up their electric guitar and drum kit
in Det Bruunske Pakhus and delivered some fine and simplistic
tunes from those instruments.
The biggest event of the day was yet another public one for
all to see. Fredericias old grassy rampart with its tower
was the backdrop for the outdoor show by the Europamusikanten
- which in spite of the German-sounding name was actually
a group of individual electronica artists from Denmark jamming
away on their gadgetry. Jonas Olesen, Karsten Pflum, Flextone
and Prins Esso (a.k.a. Bjørn Svin) got visual help
from Photon
- a creative light design crew from Copenhagen. With colourful
fluids in their light projectors they created mesmerizing
and ever-changing organic figures on the earthwork's tower.
Perfect for the experimental electronic soundscapes from the
Europamusikanten who mixed ambient collages with some of Bjørn
Svin's trademark wacky electro.
After a very long soundcheck at Ungdommens Hus German ex-Atari
Teenage Riot'er Hanin
Elias went onstage with all the attitude she could
muster. The over the top bitchyness got an extra notch because
of sound problems. Luckily she began concentrating more on
her music after a while.
Back at Det Bruunske Pakhus Emiter
started their show. Yet another Polish act - this time emitting
some minimalistic tunes from their host of different machines.
A laid back session which was a welcome break after Hanin
Elias. No pretentiousness this time around.
Following her at Ungdommens was Captain
Space Sex. Also from Germany. And in all it's simplicity:
a man in a dress with a guitar, a drum machine and a sequencer.
After a song or two I asked myself why I was hanging around
there - and promptly left. It had sounded a bit interesting
on record, but this live show was terrible.
A jam session with the Europamusikanten
had been arranged pretty spur of the moment in Det Bruunske
Pakhus. A table was set up in the middle of the room - in
front of the stage. Small lights in the ceiling illuminated
the four musicians and their laptops, mixers and synths. The
rest of the room was dark. It felt like being at a medieval
ceremony, but the music was pointing another way. Very much
a product of "now" - with its collages of samples
and floating synthetic structures. A nice and warm feeling
had settled nicely in my mind as I left and walked back to
the camp at Ungdommens Hus.
Giardini Di Mirò. *
Strumm.
DAY THREE
Several of the bands had been hanging around the festival
from the start. Mainly because they were performing more than
once. Saturday started off very appropriately with a nice
"weekend feeling". German Mense
Reents went on stage at Det Bruunske Pakhus early
in the afternoon. A session featuring different musicians
from the collective of Hamburg-based performers - among them
Bernadette La Hengst.
The trio on stage clearly felt it was time for dose of comic
relief. While performing on their slightly and lightly clumsy
electropop they were beating each on the head with empty 1.5
liter plastic Coke bottles. And ending up acting like complaining
parents with a little crying child. The mood of the show was
just plain silly - and the crowd seemed to enjoy the wackyness.
Myself included.
One of the few Danish acts, Angels
Drawn Backwards, was up next. One guy, Søren
Friis, with his guitar and a lot of sound on tape. The only
thing he did live was playing the guitar with a bow veeery
slowly - a bit like Icelandic band Sígur Rós
- but without ever reaching anything nearly as good. He was
obviously striving to reach melancholic peaks of utter beauty,
but instead it was actually just pretty boring. Playback usually
is.
Time for some action to wake up the audience. Back at Ungdommens
Hus jazzy Germans Helgoland
did another show - before Sweden's Soviac
went on stage. The volume got turned up to 11 and the band
- with their rather fragile-looking front chick Kate - punched
out a string of songs suggesting that they were not unaware
of the existence of bands such as Shellac. A nice gig.
One of the festival's headliners was to performing as the
last band at Det Bruunske Pakhus. That was Italians Giardini
De Miro. I had only heard a few songs with the band
before the show and I liked what I heard. But for some reason
I was left somewhat indifferent after the show. Maybe it was
because the buzz around them had been gathering strength these
three days. Everyone was psyched. I seemed to have rubbed
off on me.
Many in the audience were ecstatic after show, but I just
failed to see the point. I had expected a little more originality.
But apparently I was looking in the wrong places. Maybe next
time - after I pick up a few cds or something.
The rest of the festival's shows was a Ungdommens Hus. Two
Danish groups from the city of Aarhus were next. First the
electronic act Jab Mica Och El was up. Two laptops
bleeping out quirky beats with sampled guitar and banjo -
all mixed with live playing on recorder flute, xylophone,
French horn and clarinet. Falling in and out of harmonies.
With a certain kind naiveté that reminded me of theme
song for children's tv shows. But in this case it had to be
a rather odd and disturbing show that might be cancelled -
not to warp the kids' fragile little minds.
Strumm
went on stage while Jab Mica Och El was still playing.
And somehow the two bands blended their individual sounds
together and made a fluid transition - from micro electronics
to noise pop with feedbacking guitars. The two very different
bands suddenly fit together nicely. Complemeting each other
perfectly.
After Strumm's intense set of catchy "Sonic Youthy"
riffs it struck me that the reason why these two different
bands fit together was because of that sense of naivité.
Strumm had some memorable hooks and quite simplistic drumming.
That simplicity was their strength. And it just clicked then
and there.
The finale of the festival was Epikurs Euforie's "Kong
Knud Show". With video projections featuring one of the
band members as a cigaret-smoking Norwegian King Knud sailing
off in a rubber dinghy to conquer Denmark and teach us Danes
how to party. After what felt like a very long video the band
started playing. And then thoughts of "weird for weirdness
sake" snuck up on me. All in all a it was a more odd
than good experience for my brain after three days of music.
So I left before they finished.
Forma
Nova 03 presented a diverse mixture of bands. Some were really
good, some were somewhat interesting and some were not to
my tastes at all. But most of the bands grabbed my attention
in one way or the other. I had to take a stand each time -
and either like or dislike what I was presented. Very few
fell in-between. Forcing the listener and viewer to think
and take a stand is was good art does.
The music of the festival shone through despite the little
attendance. I just hope that next time the organizers will
put some more well-known "indie" artists on the
poster and thereby get some attention, so more people can
be lured into that ever-evolving and exciting underbelly of
contemporary independent music.
I sure hope I will be going again next year.
90 Day Men.
The quite small camp at Ungdommens Hus.
Norwegians Epikurs Euforie's "Kong Knud Show". *
Europamusikanten - Lounge Session.
Jab Mica Och El.
Europamusikanten.
Yes, Ungdommens Hus is an old train station. It seems
the former residents forgot a bit when they left.
Europamusikanten - the "medieval" lounge session.
View from the camp towards Ungdommens Hus - a former
train station now a venue and youth centre.
Visit
the festival site at www.formanovafestival.com.
Go
here to check out the festival's own pictures from the
shows.
The
venues:
Det
Bruunske Pakhus
Ungdommens
Hus
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Supertanker, October 12, 2003
copyright
|
|
Elektronisk
Jazzjuice, 19.-21.07.07, Århus
I
en årrække har den elektroniske musik haft et
frirum på Århus' jazzfestival. Den rene elektroniske
musik virkede i år lidt gammeldags sammenlignet med
de musikere, der vristede sig fri af laptoppen og hoppede
ud i nye hybrider.
Af
Lars Kjær Dideriksen
Ordet
”jazz” har alle år ikke været ret dækkende
for Elektronisk Jazzjuice-festivalen, hvis man skal sige det
pænt. Og gudskelov for det. Efterhånden kan man
dog også sige, at ”elektronisk” heller ikke
er helt dækkende. Århus’ internationale jazzfestivals
lille bastardunge har med årene suget til sig af stilarter
og er blevet en gaveæske til det åbne sind. Måske
er det netop ”juicen”, der får det hele til
at hænge sammen?
Fra
let til tung
Jazzjuice har plads til de nye, unge musikere, der måske
ikke har opfundet den dybe tallerken endnu, men viser gode
takter. Det skal der også være plads til. På
den måde spænder Jazzjuice også bredt den
vej. For der er også nogle tunge drenge på scenen.
I år bl.a. det 83-årige hovednavn Marshal Allen
fra The Sun Ra Arkestra. Det var jazzsyre for alle pengene.
Det ene øjeblik på legetøjskeyboard, så
man tænkte ”come on, tager du pis på mig?”
til det næste, hvor saxofonen fik på, ja, alle
tangenter på en måde, der ikke efterlod nogen
tvivl om, at han var en heavyweight.
Et andet af festivalens største navne var Burnt Friedman
& Jaki Liebezeit, der på bedste tyske vis viste
de gode sider af mødet mellem repetitiv analog elektronik
og percussion, der umiddelbart virkede forbavsende simpel,
men var hamrende effektiv. Den del stod den tidligere Can-trommeslager
Liebezeit for.
Burnt Friedman & Jaki Liebezeit - jint.dk
Danske
sværvægtere
Danmark kunne også være med. Tre bands fra Yoyooyoy-musikerkollektivet
viste, at jazzen kan møde rocken på fornemste
vis og være både blid og flyvsk, men også
bøllet og møgbeskidt. Dette formåede Slütspürt,
Kirsten Ketsjer og Yoke & Yohs at slå en tyk streg
under med
deres triple tour de force på Gyngen over Musikcaféen.
De tre bands deler medlemmer på kryds og tværs,
så et symbiotisk set i ét flow virkede naturligt.
Først tågehorns-tung støj fra guitar og
saxofon, dernæst den fragmentariske feel good Kirsten-pop
med spidse kanter og så den proklamerede ”bøllerock”
med kun trommer og barytonsaxofon sendt igennem diverse kradse
effektpedaler.
Til allersidst kom alle mand – og én dame –
på scenen til et klimaks, der ikke lod det tungeste
rockband noget tilbage. Nej, dette var faktisk meget federe.
Fra start til slut en spændende ”symfoni”,
der talte både til hovedet og gik lige i mellemgulvet.
Umf! Et befriende ”fuck you” til den etablerede
jazzverden – især repræsenteret på
jazzfestivaler – der ikke rigtigt kan producere noget,
der virkelig deler vandene. Noget der løfter øjenbryn,
som f.eks. Miles Davis’ Bitches Brew må have gjort
i 1969.
Fri
af laptoppen
Efter den yoyo-levering virkede meget af den elektroniske
musik på festivalen noget tam. En del elektronisk musik
lyder efterhånden til at stå lige så meget
i stampe som store dele af den etablerede jazz. Det virkede
engang, som om jazzen var ved at bliver overhalet af den elektroniske
musik på Jazzjuice, men lige nu ligger de vist på
siden af hinanden og lurepasser lidt. De bevæger sig
ikke meget fremad i disse dage. Især de danske musikere
virker meget bundet til deres laptops og afskærer derved
sig selv fra en masse muligheder, idet netop denne vidundermaskine
virker lige så begrænsende som alt andet. Det
er hjernen, der skal sætte den fri. Men i stedet er
det vist gået omvendt.
Det var hos de udenlandske acts, at man kunne prøve
at tune sig ind på en mere interessant udvikling. Engelske
Xela benyttede sig udelukkende af loop- og effektpedaler og
en tonegenerator. Selv om det ikke holdt helt i længden
(man kan også få for meget loopet falsetsang)
var der meget mere på spil. Det skete helt i nuet. Og
selv om Xela ikke helt fløj til tops, så vil
jeg her anbefale hans album The Dead Sea på det varmeste.
Her bevæger han sig væk fra den melodiske klikke-ti-klik-electronica
fra tidligere udgivelser og får tryllet noget meget
mere organisk frem, der stadig fungerer som en type kunstig
konstruktion.
Amerikanske Food For Animals var et hip-hop act, der havde
al musikken med på laptop. I modsætning til deres
fleste genre-kolleger kørte de en vildt glitchet beat-stil
og formåede uden nogle ”hey ho”-råbe-med-klichéer
at få publikum med. Dejligt befriende. Det var ganske
enkelt en fed koncert.
Xela - jint.dk
Dubbagabbaraggawhatta?
Resten af Jazzjuice bestod – foruden harmonisk hygge-electronica
(oh, new age har fået beats at gå på!) –
af lige dele gabba-techno med glimt af electro-clash, drum’n’bass
med Autechre-tendenser og the flavours of the moment: dubstep
og dancehall/reggae.
Hvis man er nørdet nok, kan man sikkert begejstres
over udviklingen, men træder man et skridt tilbage og
ser det store billede, går det altså langsomt.
Det er lidt, som om vi her har en del af den samlede masse,
som vi kalder musik, der (også) kunne trænge til
et los i røven. Lidt mere nysgerrighed, lidt mere ud
på dybt vand. Det ville være rart at opleve.
Engelske Boxcutter fra pladeselskabet Planet Mu ankom med,
hvad der må være det nyeste inden for dubsteppen
og det, der ligner. Laptoppen fik følgeskab af en bas.
Fint. Men efter en god start var det hurtigt tydeligt, at
resten kom til at køre i samme rille, og det blev ikke
nogen stor oplevelse. Så udlandet kunne altså
også skuffe.
Det virker, som om den elektroniske musik bare ikke VIL være
en holdsport. Der er kun to hænder pr. act. Med en bas
og laptop kommer det til at se bøvlet ud, og musikken
lider også derunder. Er det ikke på tide at kombinere
alt det ”head” med lidt ”heart”? Bevares,
at programmere sagerne er en del af hele den elektroniske
musiks statement og stil. Men nu kunne det være rart
at komme videre. Stik hovederne sammen, folkens. Sundt og
spændende. Eller prøv at give laptoppen en pause.
Det virker heldigvis, som om flere og flere i udlandet prøver
den vej. Og går alt som det plejer, er Danmark med på
trenden om to til fire år.
Lyder ovenstående så, som om Jazzjuice var en
dårlig oplevelse? Det er faktisk ikke hensigten. Jeg
tager altid hatten af for ildsjæle, der stabler denne
slags på benene og sørger for at dele deres entusiasme
med resten af verden, så vi andre kan få del i
en masse spændende kunstneriske oplevelser. Men hvis
vi skal se på hvem der virkelig tør noget, så
var det i år faktisk jazzen, der tog stikket hjem.
Snöleoparden - jint.dk
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Undertoner.dk, July 30, 2007.
copyright
|
|
Elektronisk
Jazzjuice 2006
Fra
torsdag den 20. juli til lørdag den 22. juli flød
der for fjerde år i træk Elektronisk Jazzjuice
gennem Århus. Musikcafeen, Gyngen og Fabriken bød
på et elektronisk orienteret alternativ til Jazz Festivalens
mere traditionelle program. Vi samlede indtryk.
Af
Lars Kjær Dideriksen
Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)
Den
bredeste definition af jazz i kongeriget Danmark finder man
nok på den årligt tilbagevendende bastard Elektronisk
Jazzjuice. Den uægte søn af Århus' Internationale
Jazzfestival. En drilsk lillebror, der med lidt god vilje
måske kunne siges at være mere jazz end resten
af festivalen. Hvis man vel at mærke definerer jazz
som et fristed, hvor alt kan ske, og der ingen regler er.
Sveddryppende session med New York-bandet Battles.
Kunstnere
fra næsten alle verdenshjørner var indbudt. Daedelus
fra USA entrerede i noget nær overtjeneroutfit og serverede
delikat og dansabel galmandsbossa på Musikcaféen.
Überkompetente Battles vendte op og ned på Fabriken
med deres mathrock i tropetemperatur, og der måtte ekstra
håndklæder til sveden under trommeslageren, så
den lille sø ikke kom for tæt på guitarpedalerne.
Træskodans i høje hæle under A Hawk
And A Hacksaw.
Ligeledes
amerikanske A Hawk And A Hacksaw fra New Mexico begejstrede
et måbende publikum som overud talentfuld duo med folkemusik
af bl.a. slavisk herkomst på repertoiret. Det var med
violin og samtidig én-persons harmonika- og percussionspil,
der krævede en trommestik i hatten og en ditto tapet
til knæet.
Baggården ved Musikcaféen var vanen tro dekoreret
med street-art og et yndet
opholdssted mellem koncerterne.
Vinden fik godt fat i det store sejl, der var omdrejningspunkt
for dekorationerne.
Band Ane, den århusianske laptop-darling.
Nathan
Michel fra Goodiepals lille Skipp label behagede med sin minimalistiske
og skæve pop på guitar, keyboard, mac og blød
stemme det meget lydhøre og sikkert også kræsne
publikum. Otto Von Schirach - trods navnet fra USA - viste,
hvorfor han bliver udgivet på Mike Pattons Ipecac-label.
Med en snert af labelbossens dæmoniske showmanship fik
han vævet sit eget sære væsen ind i industriel
drum'n'bass gabba. Dog uden at nå samme højder
som Patton. Der skal meget til.
Excentriske A Hawk And A Hacksaw med en rytmisk pind i
øret, samt Konrad Korabiewski med Nils Åkesson
på barbermaskine og guitar.
Danske
Wäldchengarten havde fået de bærbare computere
med i dagens anledning, dog stadig sendt igennem diverse effektpedaler.
Smuk symfonisk støj i et massivt lag på lag murværk,
der med modhager piercede sig ind i kroppen og rev op i de
emotionelle reflekser.
Et fortryllende set fra japanske Sora, der hev jazzen ind
i sit legesyge 8-bit-land.
Laptop-musikeren
Sora havde i overført forstand taget de blidt faldende
kirsbærblomster med fra Japan. Digitaliseret hvirvlede
de knitrende ud over et tryllebundet siddende publikum. Varm
legesyge. Her var der klare jazzelementer i cocktailen, der
alligevel ofte tog sig ud som 8-bit gameboy-bossa. Lost in
translation? Nej, den nænsomme nintendo gik klokkeklart
igennem.
Plads til fordybelse under koncerten med japanske Sora.
DJ Olivinyl på Fabriken, og Rumpistol der lægger
alle kræfter i et medrivende set på Musikcaféen.
Jazzjuice
rundede af med rytmik én masse fra Karsten Pflum, der
havde lade sine ellers fine melodier blive hjemme og sprang
ud af skabet som rendyrket beat-fetichist. Soundmurderer fra
USA og Århus-hjemmedrengen Puzzleweasel rundede festen
af.
And that's only half of it...
Karsten Pflum var med til at runde festivalen af med gedigen
portion beatmania.
Den varme stemning smittede af på publikum helt ud i
krogene af Fabriken, hvor de dog ikke kunne skjule sig for
de livlige lysprojektioner.
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Soundvenue.com, July 23, 2006
copyright
|
|
Festival
Flashback: RECession/EMMA Festival
(2005)
RECession
returned on a smaller scale than previous years, but still
proved an enjoyable event.
Words:
Lars Kjær Dideriksen
Photos: Lars Kjær Dideriksen and Steffen Jørgensen*
(www.jint.dk)
Grayskull.
No,
it wasn't like in the old days. That is, the previous couple
of years. The RECession Festival has scaled down ever since
it started. Undoubtedly a question of economy. But that fact
aside this years fusioned RECession/EMMA festival was quite
enjoyable. A few acts felt a little too amateurish, but the
high points was well worth the ticket on a festival troubled
by cancellations.
The three-day festival was divided into three fairly distinct
genres each day: alternative rock, electronica and hip-hop.
The first day saw the return of much-hailed and reformed noise-rockers
18th Dye. Older yes, but in good form indeed. Building up
and tearing down like other bands try do, but rarely succeed.
18th Dye did. Jomi Massage with Luke Sutherland onboard equally
rocked the probably-too-big Ridehuset venue. Now also with
piano which worked really well.
Mikael Simpson surprised the audience with doing a purely
eletronic solo gig. Not to everyone’s taste apparently.
But interesting to see the other sides of his music. It never
really got that exciting, though.
Danish electronica's "grand old men" System also
took part this year. As always the quality is there, but by
now we also know what we're gonna get, so no, didn't really
reach out an grab hold of anything. Then again...they're probably
not trying that anyway, but instead tinkering within their
heads and laptops with what now sounds a bit like outdated
minimalism. Good quality or not.
Austria's Pita provided ear-splitting noise in that particular
electronic short circiut sound that feels like someone jabbing
a spear through your head. Nah, I'd rather give Wäldchengarten
a listen if I have to listen to noise.
Also from Austria, Fennesz, combined chimey guitar chords
with his laptoppings. Trying to pinpoint some distant and
pleasant dream – about 80s movie soundtracks with Tom
Cruise swooping down in a jetplane in slowmotion. Laptop Gun?
A much needed energetic outburst came from Team Shadetek presents
Heavy Meckle. First off their "grime" had to fight
its way out of what seemed like backstage clouds of hashish,
but then it all ended in much jumping and in-your-face antics.
RECession unfortunately had major cancellation problems this
year. Headliner hip-hop act Cannibal Ox had to cancel. Rumours
circulated that acts such as Will Oldham and Autechre had
been on the bill, but had cancelled before the final program
had been made public. Oh, yes, had those three acts been there
RECession would indeed have had a true winner on their hands.
But all their problems considered they pulled through. And
they owe a fair bit to Def Jux label boss El-P for that one.
Although it seems his long soundcheck (and the delayed program
in general) might have been the reason that Duran Duran Duran
didn't perform at all like planned. What a shame.
The day of hip-hop had Seattle newcomers Grayskul proving
that they would easily be an act to keep an eye on from now
one. Afterwards no other than El-P filled in for Cannibal
Ox on very short notice. He ripped through an amazing set
alongside his latests label signing Cage only at the very
end of it to be cut short by a power outage (the third in
three days). He didn't deserve that, but to his credit he
just battled on. Rapping without any amplification. He was
a fucking trooper. Many others would have just said "well,
then fuck it". He didn't. And much respect to him for
that. He dotted the 'i' at RECession this year... just before
all the goa raver kids arrived for the three finishing djs
late Saturday. Everyone who had been there for all the other
music seemed to think "where the hell are these people
hiding in the daytime? Hm, nevermind, let’s get the fuck
out of here before they break out their glowsticks!"
Yeah, there's a Danish saying (maybe it's international?):
what you lose on the swings, you earn back on the carousels.
Considering how many people waiting to get in at the doors
when the festival was almost over one would think there would
be chances that there's a few bucks for another festival next
year. Let's hope so.
Among
the other performers were also:
Richard Devine
Tim Exile
Acustic
Filewile
Seducers
Darrell Slim & the K-Hooch
Rumpistol
Fifty Foot Spiders
DJ Leptit
Naked Tourist
Parasence
RECession/EMMA
Festival, November 3+4+5, 2005.
RECession
Festival website
18th Dye.*
The Ridehuset all made up for the one-month-long Kulturama
events - among them the RECession/EMMA Festival.*
Fennesz.
Mikael Simpson.*
Tim Exile.
Jomi Massage.
El-P and Cage.
Pita playing and people in the bar.
Cage.
Lars
Kjær Dideriksen
Originally
published at Supertanker, November 22, 2005
copyright
|
|
RECession Festival 2003
The decorations in Turbinehallen
Photo: Jakob Skøtt, www.limp.dk
There
was plenty of marvellous musical experiences at the very first
RECession Festival - Northern Europe's largest for alternative
music. Three days of amazing diversity: electronic music,
punk, pop and rock from the underbelly of the business
Music
festivals these days have to cover a lot of ground. It is
not just a question of trying to please a wide range of people
- but just as much an indication that todays music enthusiasts
have an open mind. For three days more than fifty bands of
a wide variety of genres both pleased and challenged the audiences
at the very first RECession Festival in Aarhus.
In fact one of the most striking features of the festival
was the degree of diversity displayed there. From hardhitting
rock to minimalistic electronic soundscapes.
The concerts themselves were held from the 1st to the 3rd
of May at a handful of venues in Aarhus - Denmark's second
largest city.
This, the first RECession festival, could call itself "Northern
Europe's largest" and that might say quite a bit about
the current musical climate and the criteria artists have
to meet at the major festivals. At RECession local musicians
without an album under their belts performed alongside "oldtimers"
such as Coldcut and The Fall.
Entering
Electroland
I started off with a visit to RECession's more electronically
oriented venue - Turbinehallen. Down by the harbour a large
multi-purpose hall with yellow bricks had been decorated with
large white wings or sails that were used for bizarre video
projections. On stage was Goodiepal
- hailed by quite a few to be a bit of a genius. And geniuses
are allowed to be utterly weird. Which was also the case here.
Beside his own compositions Goodiepal also toys around with
other people's music - much like V/VM
who appeared later in the day and with whom he also works.
At the show he put on different obscure 7-inch records and
played flute along to them - including the infamous hybrid
mix of Sigur Rós and Celine Dion.
Next up was local artist Sofus
| |
