Keine langweilige Scheisse. Tyske Bernadette La Hengst er en kvinde med ben i næsen og et øre for den gode popsang. Der er ingen tid til det kedelige lort. På sin opløftende debut som soloartist skærer hun ind til benet – både på sin elektroniske poplyd, men også i sine tekster.

Tysk! Ja, der går nok et gys igennem de fleste, når de hører ordet. For mit vedkommende giver det ubarmhjertige flashbacks til kasserollebøjningerne og kasushelvedet på skolebænken. Og endnu mere langstrakte flashbacks til de helt tidligere år med Schlagerparade på ARD, NDR og ZDF med Heino.

Men hvor er det dog sært. Den CD, som jeg skal skrive om her, gør mig ganske glad, selv om den er på tysk. Og jeg får sågar stadig flashbacks. Er det mon fordi tysktimerne og der/die/das efterhånden ligger så langt tilbage, at sproget nu i stedet fylder mig med nostalgisk fryd? Eller er det mon simpelthen fordi, Bernadette La Hengst har lavet en virkelig god popplade? Det tror jeg, det er.

Jeg stiftede bekendtskab med Bernadette La Hengst på den meget spændende nye Fredericia-festival Forma Nova 03 i starten af juni. For et meget lille, men begejstret publikum formåede hun at holde dampen oppe hele vejen igennem. Det siger nok en del om hende. Hun virker som en person med ben i næsen. Og det afspejler solodebuten Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen også.

Bernadette startede med at udgive musik på kassettebånd tilbage i 1986. Derefter forsøgte hun sig som skuespiller, men flyttede så i 1989 til Hamburg, hvor hun dannede pigegruppen Die Braut Haut Ins Auge. Ikke et band jeg kender til, men de fik vist en del opmærksomhed - indtil de valgte at stoppe i 2000. Nu har hun startet både en solokarriere og sit eget booking bureau B. H. Booking.

Det er ikke megen tysk musik, man hører i Danmark. Således er udgivelsen af denne solodebut formentligt også forbigået de fleste danskeres opmærksomhed, selv om den rent faktisk udkom i 2002. Men med koncerten på Forma Nova 03, har Bernadette i hvert fald skabt en smule opmærksomhed omkring sig selv på den danske indie-scene.

Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen tæller 14 forskellige popnumre, hvor størstedelen er elektroniske popsange med forholdsvis simple programmeringer som rygrad. Bernadette har dog flair for at flette gode melodier sammen, og det gør albummet til intet mindre end en lille perle. Fordi det er iørefaldende pop, så behøver det dog ikke være dumt at høre på. Bernadette vil nemlig noget med sine tekster. Hun sniger sig ind under radaren.

Albummet åbner hun med en decideret politisk slagsang - med den ironiske titel Die da oben machen ja doch was wir wollen. Ja, selvfølgelig arbejder alle dem i toppen for vores bedste. Hendes konklusion i omkvædet er "wir werden verlieren, wenn wir uns nicht organisieren", og man får på fornemmelsen, at hun ikke melder sig ind i Venstres Ungdom ved først mulige lejlighed. Sangen Bar Europa giver heller ikke det indtryk, at hun er helt lun på idéen om den Europæiske Union.

Det er egentlig forfriskende at gå på opdagelse i et fremmedsprog, som man forstår - og som ikke er engelsk til en forandring! Men samtidig ved jeg også, at jeg med mine trods alt middelmådige tyskkundskaber ikke får alle nuancerne med. Ja, jeg kan jo nok direkte misforstå visse ting. Men derfor kan jeg dog stadig godt synge skråle med for fuld hals. Blandt andet på højhastigheds-popsangen Juno med "Do you know, do you know, do you know Juno?"

Hun springer fra det politiske til det pjattede uden besvær. Og fremfor alt får man indtrykket af, at man lytter til en musiker, der er godt rutineret, men samtidig også legesyg. Bernadette mestrer både det at skrive popnumre med en lidt sørgmodig tone og det at lave direkte partynumre, som sætter sig ubehjælpeligt fast i hjernebarken. Der er et par numre med engelsk tekst på albummet, men det er klart på de mange tyske numre, hvor hun brænder helt igennem til lytteren – selv når hun laver et par numre, hvor hun næsten kun benytter sig af guitar og ikke sine fikse trommemaskiner og keyboards. Hun har en stemme, der er klar og ligetil, men giver den nogle gange lige et knæk, der skaber spil i sagerne. Hun er fandenivoldsk og virker lidt hård i filten, men hun er heller ikke bange for at blotlægge sig selv i en sjæler hist og her. Tyskerne skriver om albummet, at det er eine Platte für poetische Pragmatiker, politische Popisten und populistische Be-Bop-A-Luder. Om ikke andet så bør dem, der kan lide gode popsange med den rette dosis humor, eftertænksomt indhold og skæve idéer helt sikkert give Bernadette La Hengst en lytter.

* * * * - -

Bernadette La Hengst
Der beste Augenblick in deinem Leben ist gerade eben jetzt gewesen
Trikont

Trackliste:
1. Die da oben machen ja doch was wir wollen
2. Der beste Augenblick
3. Weh tun (wir bleiben in Bewegung)
4. Bar Europa
5. Immer noch ich
6. Silverstar
7. Wilder Mann
8. Am Anfang des Ozeans
9. Love In The Puff
10. Juno
11. Keine Tränen
12. Elephant Man
13. Mit Gott im Etap Hotel
14. Ein Abschied zuviel

Sorteres under:
Elektropop

RIYL:
Stereo Total, Dauerfisch, Superheroes, Tiger Tunes.

Originally published at Undertoner.dk, July 14, 2003.

Not breaking new ground as such, but very enjoyable and playful - mixing humour, melancholy and manic beats.

Jenka Music, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, August 21, 2005.

States Rights Records strike gold once again for a full 30-track cd with their follow-up to "Own Zone".

States Rights Records, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, September 25, 2005.

Kaleidoscopic Belgian-Swedish compilation with a relaxed and free spirit hovering around it.

Glasvocht Records / Nosordo, cd, 2005

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Supertanker, August 31, 2005.

The Band of Blacky Ranchette
Still Lookin’ Good to Me

Giant Sands Howe Gelb tager for første gang i 13 år endnu en tur med sit country-alter ego, The Band of Blacky Ranchette. Med gæster fra blandt andet Grandaddy, Calexico og Lambchop har han samlet en interessant række optagelser gennem årene fra forskellige steder - heriblandt også Århus.

Zappa-syndromet. Nogle mennesker vil kalde det en lidelse. Fans af den musiker, der "lider" af det, ville muligvis kalde det en nydelse. Såfremt deres pengepung kan klare det. For ser I, en musiker med Zappa-syndrom udgiver så godt som alt, han eller hun indspiller. Og ofte gerne de samme numre flere gange i forskellige versioner. Ligesom Frank Zappa gjorde det, så gør amerikaneren Howe Gelb fra Tuscon, Arizona, det også. Han har heldigvis mindst tyve års materiale at gå på jagt i, og han udgiver ofte flere albums om året. På dette nye album er der en lille håndfuld sange, der ikke er nye, men det føles ikke som gentagelser, da sangene for Howe Gelb tilsyneladende er levende og evigt foranderlige organismer.

The Band of Blacky Ranchette er det bandnavn, Howe Gelb bruger, når han vil udgive mere regulære countrysange end dem, man finder på CD’er i hans eget navn og som Giant Sand. Nu har han samlet lidt til bunke igen og er klar med en ny Blacky – med et væld af forskellige musikere som gæster.
Still Lookin' Good to Me er den første Blacky-plade siden Sage Advice fra 1990, men samtidig også den femte Howe Gelb-udgivelse i 2003. Tidligere på året udkom albummet The Listener, som han optog en del af i Århus sammen med danske Under Byen og sit nye danske backing band, Howe Home. Siden er der kommet to samlinger af optagelser fra gemmerne samt et livealbum på Howes eget lille label Ow Om, mens de to førnævnte er udkommet på det trendy Chicago-label, Thrill Jockey.

Howe Gelb er et rodehoved, men han bruger det bevidst og formår at gøre det til sin kunst. Han tror på det tilfældige. Han fanger det, der sker, når det sker, og prøver ikke at genskabe det senere. Han er en erfaren rotte, der stoler på ærligheden i first takes. Derfor er dette album ikke strømlinet og ultra-harmonisk country, men støvet og lidt kluntet. Og det er netop det, der er albummets styrke – foruden de gode tekster og iørefaldende melodier, der siver ud af sprækkerne i træværket efterhånden, som man kommer ind i albummet.

Brugen af de specielle first takes kommer bl.a. til udtryk på track 9 – The Muss of Paradise. Vokalen er optaget a cappella og leveret af Kurt Wagner fra Lambchop i en ulovligt parkeret bil i Nashvilles lufthavn. Undervejs synger Kurt forkert, og Howe retter ham – for straks derefter at blive afbrudt af en politimand, der fortæller dem, at de er parkeret i en ”loading zone only”. Hændelsen er ret morsom, og det eneste, Howe har valgt at gøre efterfølgende, er at tilføje akustisk guitar – som i øvrigt ikke passer helt ind i rytmen.

Albummets tredje track er en lille akustisk blues, hvor Howes støvede og skæve vokal blander sig med lidt slideguitar. Den ekstra guitar spilles af Matt Ward, som Howe opdagede i sin tid og fik sendt frem i spotlyset. Det samme gjorde han for Grandaddy i tidernes morgen. Derfor er det heller ingen overraskelse, at Jason Lytle fra netop det band medvirker på denne all-star-plade. Her tager de sig kærligt af den gamle traditionelle sang Working on the Railroad, som lyder mindst lige så meget af Grandaddy som af Howe Gelb. Det er dog ikke en dårlig ting.

Mope-A-Long Rides Again er en gammel Howe-sang, der har fået en overhaling ”the country way” med pedal steel og det hele. Det er samtidig den ene af tre sange, hvor sangerinden Neko Case medvirker. Hendes stemme trænger igennem alt og passer perfekt til country – hvilket også er den genre, hun selv bevæger sig rundt i (senest på Blacklisted, hvor Howe Gelb og Calexico er backingband). Denne nye Mope-A-Long er helt klart ét af albummets allerbedste numre.

Neko medvirker også på Getting It Made, der ligeledes er et af højdepunkterne. Howe nøjes med piano og guitar og lader hende i stedet synge en fabelagtig duet med countrysangeren Richard Buckner. Nummeret når dog at slå vejen forbi et mellemspil med sprælsk latin-klaver og slutter af med en livlig bandonion-solo (den lille harmonika, der blandt andet var ret fremtrædende på soundtracket til Twelve Monkeys). Det er en underlige blanding, men ikke desto mindre virker det perfekt. Teksten er en slags omvendt blues med linjer som: ”It must’ve been pretty bad in the last life, cause now we got it made." Selv om regningerne hober sig op, bilen er en rustbunke og håret bliver gråt, så er der jo stadig den kære udkårne: ”Yeah, I see a gold mine any old time 'cause she be the one. A kindler of flame inspires the same, and the gray just sparkles in the sun.”

Howe Gelb er en ordsmed, der kan lide at lege og vende tingene lidt på hovedet. På Bored Lil’ Devil synger han ”The devil is bored with me. I tell’m it’s you, but she just don’t see.” På Moons of Impulse er opskriften metaforiske himmellegemer: ”There are two moons to planet impulse. They’re called betrayal and regret. There’s little escape on that lunar landscape. Economy there based on the big payback or I’m in your debt.” Denne sang er i øvrigt genbrug fra The Listener og lyder klart bedre her i mine ører.

Blacky-projektet bringer mig i lidt af et dilemma. Jeg kan godt indrømme det: Jeg er Howe Gelb-fan, men så sandelig ikke country-fan. Ikke desto mindre formår denne durkdrevne ”post-punk countryrocker” at smide så meget af sig selv ind i blandingen, at jeg kan lide det. Spørgsmålet er så bare, om mange ”almindelige” country-fans løber skrigende bort, når lofi-lyden indfinder sig.

Still Lookin’ Good To Me er en charmerende legestue med masser af gode sange. Det tager bare et par ture i CD-afspilleren at blæse støvet af CD’en, så alle kvaliteterne når ind til øret og hjertet. Men så begynder numrene også at sidde fast. Der er lige dele skøre indfald, rå akustiske ballader og storladne countrynumre. En fin balance. Men vi sidder dog ikke med et nyt album á la Giant Sands Chore of Enchantment (som jeg ikke ville tøve ét sekund med at give seks U’er her).

* * * * 1/2 -

The Band of Blacky Ranchette
Still Lookin' Good to Me
Thrill Jockey/VME

Trackliste:
1. The Train Singer’s Song
2. Searing Wine
3. Rusty Tracks
4. Mope-A-Long Rides Again
5. Getting It Made
6. Under the Table
7. Working on the Railroad
8. Bored Lil’ Devil
9. The Muss of Paradise
10. Left Again
11. The Moons of Impulse
12. Airstream
13. My Hoo Ha
14. Square

Sorteres under:
Americana, alt. country, singer/songwriter, country

RIYL:
Neko Case, Giant Sand, Howe Gelb, Calexico

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, October 5, 2004

copyright

Berg Sans Nipple
Form of…

Den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple har lavet en sjælden smuk perle af et album. Med ti hovedsageligt instrumentale numre formår de med en hårfin balance mellem akustiske og elektroniske instrumenter at skabe en varm fornemmelse – og stadig være udfordrende med deres helt egen lyd.

Det sker en gang imellem. Sjældent. Men det sker. Man finder noget musik, der rammer én, så det siger paf! Omstændighederne skal være rigtige – og de er i øvrigt ofte helt tilfældige. Det afhænger bl.a. af ens humør på det pågældende tidspunkt, hvor og hvordan musikken høres og selvfølgelig af de evigt utilregnelige smagsløg.

Således bragede den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple igennem min personlige lydmur på sommerens dejlige Forma Nova 03 festival i Fredericia (hvor jeg i øvrigt opdagede indtil flere fantastiske bands). Deres koncert var fremragende, og jeg blev ikke mindre imponeret, da jeg kom hjem og satte deres to CD’er i afspilleren.

Berg Sans Nipple består af franskmanden Lori Sean og amerikaneren Shane Aspegren. De to kalder sig ”genforenede siamesiske tvillinger” – tydeligvis fordi de fandt ud af, at de var særdeles godt på bølgelængde, da de i sin tid mødtes. Det kan også høres på deres debutalbum Form of…. Det klapper bare éthundrede procent for dem.

Deres første udgivelse er EP’en Music for the Short Film Marie-Madeleine – en film der i øvrigt blev instrueret af Shane Aspegren selv. Tilsyneladende en ret kreativ herre. Foruden at have arbejdet sammen med Bright Eyes og Lullaby for the Working Class leverede han også de rytmiske elementer på Song: Ohias utrolig smukke album Ghost Tropic. Disse gode bekendtskaber er derfor medvirkende til, at medlemmer fra Do Make Say Think, Bright Eyes, Bows/Long Fin Killie og Azure Ray også hjælper til på Form of…. Det er dog alligevel disse to ”tvillinger”, der har sat dette mættede og afbalancerede lydbillede sammen. Og det mest imponerende er, at de også kan gøre det live.

Ved at sende melodierne fra deres würlitzer- og rhodes-orgel, legetøjs-keyboard, mini-olietønde, klokkespil, trommemaskiner, melodika, livetrommer og analoge synthesizere igennem deres samplere, skaber de nogle smukke repeterende forløb. Det bliver dog aldrig kedeligt. Melodierne får ikke lov til at hænge for længe, men bliver hele tiden afløst af noget nyt.

Numrene er bl.a. optaget i forskellige lejligheder i Paris, og det er nok derfor, at bl.a. trommelyden har en del rumklang. Men Aspegren spiller så tight, at det bliver en gevinst for pladens særegne lyd. Der er flere numre, hvor han drøner derudaf, mens Lori Sean leverer små figurer fra orglerne og sit glockenspiel. Umiddelbart skulle man tro, at olietønde-lyden ville være malplaceret, men den spilles ikke på helt traditionel vis. Lori og Shane hiver de nødvendige instrumenter ind og bruger dem på deres egne måde.

Når man snakker om instrumentale og repeterende forløb inden for rockmusikken, så vil tankerne måske hurtigt falde på genrebetegnelsen ”postrock”. Men som så ofte før så er det slet ikke en dækkende beskrivelse. Berg Sans Nipple søger ikke støjklimakset eller alenlange rytmiske forløb, der kører i samme rille i 15-20 minutter. De får hevet en blød retro-lyd ind i deres musik, mens de formår at hvirvle nogle unikke numre op, så klokkeklang, hastige tromme-ridt og skurrende elektronik suser om ørerne på lytteren. Jeg mindes ikke tidligere at have hørt noget med lige netop den lyd, der fremtrylles her.

Form of… har et par enkelte numre med vokal. På det smukkeste af dem lægger sangerinden Maria Taylor stemme til. En gentagende brummelyd mødes af lange og stille klaver-akkorder. Lidt elektronisk chitter-chatter blander sig som en løs forbindelse, og så flyder den cremebløde kvindevokal ind – helt tæt på øret. Derefter kommer der nogle mærkværdige lo-fi trommeoptagelser, som er cuttet up på en måde, så det næsten lyder som en pinball-maskine.

På nummeret Croon får vi musikalsk set kun en lille klokkespilsmelodi og lidt sjove lyde, men så bliver der fortalt en mærkværdig historie henover. Om det er Aspegren, der taler, ved jeg ikke, men de filmiske elementer og billederne, nummeret skaber på nethinden, er ikke til at komme udenom.

Albummet er skramlet, men ikke decideret lo-fi. Måske nærmere medium fidelity? Om ikke andet så er Form of… en superb samling simple, originale og smukke kompositioner – hele vejen igennem. Lidt jazzet stil til tider, men også med et snert af nogle kompromisløse Aphex Twin-beats her og der. Berg Sans Nipple formår at variere deres udtryk. Nogle gange overtager elektronikken, andre gange er det de bløde akustiske toner, der får plads, men ofte deles vandene lige. Resultatet er ganske enkelt... skønt! Jeg fornemmer allerede, at dette er en af de skiver, som jeg bliver ved med at hive ned fra CD-reolen i årene fremover.

Deres første EP er ligeledes særdeles anbefalelsesværdig. Og skulle man have lyst til at se dem live, så spiller de hele to gange i Danmark denne måned sammen med Do Make Say Think. Den 9. oktober ved Club Play/Rec på Huset i Magstræde og dagen efter i Ungdommens Hus i Fredericia.

* * * * * -

Berg Sans Nipple
Form of…
Prohibited Records/Dotshop.se

Trackliste:
1. Form of
2. Flapping
3. A Free…
4. Blvd. Des Souvenirs
5. Dilate in Rhythm
6. A New Soul
7. Stimulus Plan B
8. Croon
9. We Try to Resist…
10. …But We Are Full of Merde

Sorteres under:
Instrumental, retro, filmmusik, postrock

RIYL:
Tortoise, Air, Five Style, Imitation Electric Piano

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, October 5, 2003

copyright

Figurines
Shake a Mountain

For fanden, hvor er jeg i godt humør! Og ikke bare fordi jeg sidder med et debutalbum fyldt med skæve og dejlige ørehængere, men også fordi bandet bag det, Figurines, må være et bevis på, at de unge kreative kræfter i Danmark måske endelig er begyndt at finde inspiration i den verden, der er uden for P3s og Fonas top 20-lister.

"Follooooow the piioooneeers!"
Hvis jeg havde en bil, ville I se en 26-årig musikidiot køre rundt med hovedet ud af vinduet, vinden i håret og det største smil på læben - alt imens han sang den indledende strofe for fuld hals. Jeg har fundet soundtracket til min sommer anno 2003. Ingen tvivl om det. En vis identifikation med sangteksterne sniger sig ind. I'm on the front seat glowing.

Fra Vestbjerg ved Aalborg kommer de fire unge gutter fra Figurines og fyrer 10 fabelagtige sange af på 34 minutter. Ingen larmende distortion på guitaren, ingen sørgmodige attituder og ingen numre, der lyder af Radiohead eller Nirvana. Hvor befriende. Figurines har på kort tid - siden rygtet om deres ep The Detour spredte sig omkring årsskiftet - formået at skabe en utrolig opmærksomhed om sig selv. Og det er endda tilsyneladende uden alt for store PR-mæssige armbevægelser. Musikken har talt for sig selv. Bandet har nemlig en lyd, som man ikke hører så meget til i Danmark. Jeg vil gætte på, at der i bandmedlemmernes pladesamlinger nok står en masse plader, der har måtte bruges lidt tid på at finde frem til. Figurines lyder nemlig ikke som det, man normalt kan finde på P3s sendeflade eller blandt Fonas mange hyldemeter af ligegyldige cd'er.

Christian Hjelms vokal er af en underlig anstrengt størrelse (men på den gode måde) og er samtidig også grunden til, at bandet igen og igen bliver sammenlignet med Modest Mouse. Figurines er dog knap så fandenivoldske. Shake a Mountain er på sin vis afdæmpet i sit udtryk, men samtidig fyldt med mere sprængfyldt med energi og glæde end en springerspaniel hooked på en blanding af coke og Pedigree Pal. Enhver, der hører albummet, kan ikke være i tvivl om, at bandet kan skrive iørefaldende numre - og endda på en måde, så mine ører, der ellers får knopper af popklichéer, i stedet flaprer af fryd.

Teksterne lyder umiddelbart ret simple, men når man dykker ned i dem, viser de sig at være lidt småkryptiske. Jeg vil i hvert fald ikke forsøge på at gøre mig klog på dem her. Jeg vil blot konstatere, at Christian Hjelm synger uden dansk accent, og med sin milde læspen rammer han beatet hver gang med sine ord. Han er ikke bange for at lave noget simpelt. Figurines besidder nemlig de nødvendige unikke elementer, som gør, at det holder hele vejen.

Bandet benytter sig af den samme stil og lyd igennem samtlige 10 numre. Og sjovt nok bliver det ikke ensformigt. Variationen er der, selv om man liiiige netop var på nippet til at sværge, at nu lyder det ene nummer som det forrige. Christian Hjelm & co. får det til at lyde så legende let, mens de samtidig overbeviser mig om, at der så at sige er more than meets the ear, og at d’herrer er ret så talentfulde og virkelig tight.

Kritikken af at Figurines lyder for meget som Modest Mouse burde droppes med det samme, da det vel er bedre at høre en forholdsvis ny lyd på dansk grund end endnu et band, der kopierer Radiohead, Nirvana, Kashmir eller nu Mew? Men nok om det.

Jeg er umådelig spændt på, hvor et band som Figurines kan bevæge sig hen senere, når de kan præstere sådan et debutalbum. Jeg ville aldrig kunne have gættet hvad et lille band, der lavede et album ved navn Pablo Honey for 10 år siden, ville lave af sjove sager i dag. Det bliver interessant at se hvilke nye idéer, eksperimenter og måske andre instrumenter, der vil præge Figurines' fremtidige udgivelser. Talentet, spilleglæden og de nødvendige elementer er i hvert fald til stede, så vi med tiden nok kan regne med endnu bedre ting fra dette unge band.

Figurines konsumerer det rette musikalske input og derfor forøges chancen for et interessant output. Så simpelt er det. Og så vil jeg håbe, at 80% af Danmarks såkaldte upcoming bands vil give deres naturlige nysgerrighed noget næring og få udvidet pladesamlingen. I mellemtiden vil jeg med største fryd lytte til Figurines' Shake a Mountain og vente på, at de dukker op på et spillested i nærheden. For efter at have set dem live to gange ved jeg, at netop dér ryster bjerget endnu mere.

* * * * * -

Figurines
Shake a Mountain
Morningside Records

Trackliste:
1. Divided by the Shore
2. Debate Because It's Over
3. Follow the Pioneers
4. Hold the Flank
5. Bright
6. The Danger
7. Whatever You Found
8. Shake a Mountain
9. When We Hit the Ground
10. Cursed Region

Sorteres under:
Indierock, guitarpop, A.T.F.S. (Audio-Terapi For Sortseere)

RIYL:
Pavement, Modest Mouse, Built to Spill

Lars Kjær Dideriksen

Originally published at Undertoner.dk, July 19, 2003

copyright