Under Byen sitrede
i alle lemmer, Murmur.dk, juni 2002.
Under
Byen sitrede i alle lemmer
Koncert: Under
Byen, Musikcaféen, Århus, mandag d. 3. juni 2002.
Hvordan beskriver
man oplevelsen af lyd? Og så endda Under Byens lyd? Jeg vover forsøget.
Der var spidser og kanter. Der var bløde gevandter. Der var jordbær
og strandsten. Og det hele gik gennem marv og ben. På den gode måde
forstås.
Århusianske Under Byen leverede en sublim koncertoplevelse på
Musikcaféen mandag aften. De havde fordelen af det lille spillesteds
intimitet og fordelen af at være på hjemmebane. Og stedet
var proppet.
Så vidt jeg kunne tælle mig frem til, så var dette min
13. Under Byen-koncert (den første helt tilbage i 1998). Men det
bragte absolut ingen ulykke. Tværtimod. Der har været koncerter,
der var plaget af lydproblemer og andre ting, som gjorde oplevelsen mindre
god. Men allerede under det indledende instrumentalnummer Lenin
kunne jeg mærke, at denne koncert ville blive en af de rigtig gode.
Thorbjørn Krogshede spillede den hvirvlende klavermelodi og Nils
Grøndahl satte sin effektpedal til sin sav og ramte alle de rigtige
toner, som svævede en elektrisk hval igennem lokalet.
Perfekt lyd
Aftenens lydmand gjorde sit arbejde så godt, at man kunne fristes
til at indstille ham til ridderkorset eller elefantordenen. Eller i hvert
fald opfordre bandet til at give ham et skulderklap af en kaliber, så
han slår en dobbelt salto med skrue og lander på benene igen.
Jeg kunne høre hvert eneste instrument. Og lyden det var hverken
for høj eller for lav. Den var perfekt - hele den lille halvanden
times tid koncerten varede. Og det betyder meget for et otte mand stort
orkester med så mange instrumenter. Når man kan høre
alle Under Byens detaljer, så svæver man altså.
Koncertens andet nummer var Palads, som endnu ikke er at finde
på nogen cd. Og det levede helt op til Under Byens andre numre.
Henriette Sennenvaldt sang om paladset, der var frosset til is, og det
gjorde hun over endnu en ny spændende rytme fra Morten Larsen og
Anders Stochholm.
Bandets rytmegruppe var en to-mands-hær ved stikkerne og uhyggeligt
meget i hopla. I et par numre tæskede Stochholm så hårdt
i sine tam-tamer, at man var overbevist om, at NU sprang trommeskindet
altså. Men det holdt. Og de kraftfulde smæld behagede publikum.
Både fordi det lød godt og fordi det var rart at se en musiker,
der arbejdede for sagen.
Det samme kan siges om Nils Grøndahl, der var en ren troldmand
med sav og violin. Han nyeste påfund imponerede også. Med
en lille mixer og sin wah-wah-pedal supplerede han rytmesektionen med
mekaniske støjlyde på nummeret Batteri Generator.
Det virkede simpelthen vanvittigt godt. Det er ikke nødvendigt
med smarte effekter på bånd, hvis man har sådan en dygtig
og opfindsom musiker i sit band. På dette nummer supplerede cellist
Myrtha Wolf ikke med sine strenge, men med lyden af en skrigende ballon!
De døde
pauser
De otte musikere og sangere havde virkelig formået at omsætte
de nye numre fra Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen
godt til livesituationen. Og endda give dem en ekstra dimension ved at
tilføre det et nyt element, hvor det var muligt. De bød
også på en ny version af Kyst, samt energiske
udgaver af Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen, Mission
og Legesag, og de mere afdæmpede Hjertebarn
og Vindeltrappe.
Men efter den første håndfuld numre gik koncerten lidt i
stå. Og det var ikke fordi de spillede det meget stille nummer Byen
Driver. Det var ganske enkelt på grund af de døde
pauser mellem numrene. Så absolut eneste kritikpunkt går derfor
på forsangerinde Henriette Sennenvaldt. Det virker tilsyneladende
som om hun nu har valgt at give weirdness-faktoren en ekstra tand. Nu
skal der nemlig ikke ytres et eneste ord til publikum mellem numrene.
Og det var et antiklimaks af dimensioner. Alle otte personer i det sprællevende
band gav på imponerende vis musikken liv og sjæl med både
instrumenter og krop. Også Sennenvaldt. Men når musikken stoppede
trådte hun ud at rollen, og så var der nul kontakt med publikum.
Og det klædte ikke bandet. Specielt fordi pauserne kunne være
lange. De otte musikere skulle jo af og til lige have tunet instrumenterne
ind på hinanden. Det er en direkte indbydelse til publikum om at
miste fokus på bandet og lave alt muligt andet.
Det var uheldigt, at hun havde valgt at droppe noget så simpelt
som et tak ind imellem. Og helt væk var de små
introduktioner til sangene, som hun har lavet ved tidligere koncerter.
Alt vi fik, var tak for i aften før og efter ekstranumrene.
De sitrende højdepunkter
Koncerten kom heldigvis hurtigt op i omdrejninger igen - selv om der som
altid var nogle forstyrrende snakkehoveder på bagerste række,
der ikke var kommet til koncert for at høre musik. De blev dog
heldigvis overdøvet for det meste.
Siamesisk var det første ekstranummer - skelsættende
på den gode måde med sin halsbrækkende skæve
korstemmer - og et af de numre, som virkelig overrumplede publikum på
Spot 08-festivalen. Der bliver ikke givet ved dørene på Siamesisk,
og det er endnu et nummer, vi må have til gode i en albumversion.
Derefter kom Vinterbørn fra Kyst-albummet
og den gamle børnesang, som vist efter sigende skulle hedde Lille
Gitte (og oprindeligt sunget af Povl Dissing). Teksten går:
Hvor er man hende når man er borte / det er svært at forstå
når man ikke forstår det. Det nummer har de dog spillet et
par år nu, men endnu ikke udgivet på plade. Men man har jo
lov at håbe.
Publikum fik desværre ikke fornøjelsen af Fugle Og
Ild og de meget spændende numre Ride og Om
Vinteren fra det nye album. Men forhåbentligt dukker de op
ved fremtidige koncerter.
På Anders Stochholms stortromme stod der en lille fræk omskrivning
af lidt Under Byen-lyrik: Det min diller der sitrer. Det ville
måske være lidt i overkanten at reagere sådan på
musikken, men det gjorde hårene på armene i hvert fald ved
flere lejligheder. Sitrede. For eksempel når der blev sunget helt
igennem på Kyst med gi miiiig lov,
samt i korklimakset på Vinterbørn og omkvædet
på Siamesisk. Effekten var stor.
Koncerten viste i mine øjne, at det otte mand store band synes
at gøre sig bedst på en lille intim scene, hvor lytteren
kan kravle helt ind og være med i deres sære, men alligevel
velkendte danske univers.
-
Lars Kjær Dideriksen
|