Under Byen sitrede i alle lemmer, Murmur.dk, juni 2002.

Under Byen sitrede i alle lemmer

Koncert: Under Byen, Musikcaféen, Århus, mandag d. 3. juni 2002.

Hvordan beskriver man oplevelsen af lyd? Og så endda Under Byens lyd? Jeg vover forsøget.
Der var spidser og kanter. Der var bløde gevandter. Der var jordbær og strandsten. Og det hele gik gennem marv og ben. På den gode måde forstås.
Århusianske Under Byen leverede en sublim koncertoplevelse på Musikcaféen mandag aften. De havde fordelen af det lille spillesteds intimitet og fordelen af at være på hjemmebane. Og stedet var proppet.
Så vidt jeg kunne tælle mig frem til, så var dette min 13. Under Byen-koncert (den første helt tilbage i 1998). Men det bragte absolut ingen ulykke. Tværtimod. Der har været koncerter, der var plaget af lydproblemer og andre ting, som gjorde oplevelsen mindre god. Men allerede under det indledende instrumentalnummer ”Lenin” kunne jeg mærke, at denne koncert ville blive en af de rigtig gode. Thorbjørn Krogshede spillede den hvirvlende klavermelodi og Nils Grøndahl satte sin effektpedal til sin sav og ramte alle de rigtige toner, som svævede en elektrisk hval igennem lokalet.

Perfekt lyd
Aftenens lydmand gjorde sit arbejde så godt, at man kunne fristes til at indstille ham til ridderkorset eller elefantordenen. Eller i hvert fald opfordre bandet til at give ham et skulderklap af en kaliber, så han slår en dobbelt salto med skrue og lander på benene igen. Jeg kunne høre hvert eneste instrument. Og lyden det var hverken for høj eller for lav. Den var perfekt - hele den lille halvanden times tid koncerten varede. Og det betyder meget for et otte mand stort orkester med så mange instrumenter. Når man kan høre alle Under Byens detaljer, så svæver man altså.
Koncertens andet nummer var ”Palads”, som endnu ikke er at finde på nogen cd. Og det levede helt op til Under Byens andre numre. Henriette Sennenvaldt sang om paladset, der var frosset til is, og det gjorde hun over endnu en ny spændende rytme fra Morten Larsen og Anders Stochholm.
Bandets rytmegruppe var en to-mands-hær ved stikkerne og uhyggeligt meget i hopla. I et par numre tæskede Stochholm så hårdt i sine tam-tam’er, at man var overbevist om, at NU sprang trommeskindet altså. Men det holdt. Og de kraftfulde smæld behagede publikum. Både fordi det lød godt og fordi det var rart at se en musiker, der arbejdede for sagen.
Det samme kan siges om Nils Grøndahl, der var en ren troldmand med sav og violin. Han nyeste påfund imponerede også. Med en lille mixer og sin wah-wah-pedal supplerede han rytmesektionen med mekaniske støjlyde på nummeret ”Batteri Generator”. Det virkede simpelthen vanvittigt godt. Det er ikke nødvendigt med smarte effekter på bånd, hvis man har sådan en dygtig og opfindsom musiker i sit band. På dette nummer supplerede cellist Myrtha Wolf ikke med sine strenge, men med lyden af en skrigende ballon!

De døde pauser
De otte musikere og sangere havde virkelig formået at omsætte de nye numre fra ”Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen” godt til livesituationen. Og endda give dem en ekstra dimension ved at tilføre det et nyt element, hvor det var muligt. De bød også på en ny version af ”Kyst”, samt energiske udgaver af ”Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen”, ”Mission” og ”Legesag”, og de mere afdæmpede ”Hjertebarn” og ”Vindeltrappe”.
Men efter den første håndfuld numre gik koncerten lidt i stå. Og det var ikke fordi de spillede det meget stille nummer ”Byen Driver”. Det var ganske enkelt på grund af de ”døde” pauser mellem numrene. Så absolut eneste kritikpunkt går derfor på forsangerinde Henriette Sennenvaldt. Det virker tilsyneladende som om hun nu har valgt at give weirdness-faktoren en ekstra tand. Nu skal der nemlig ikke ytres et eneste ord til publikum mellem numrene. Og det var et antiklimaks af dimensioner. Alle otte personer i det sprællevende band gav på imponerende vis musikken liv og sjæl med både instrumenter og krop. Også Sennenvaldt. Men når musikken stoppede trådte hun ud at rollen, og så var der nul kontakt med publikum. Og det klædte ikke bandet. Specielt fordi pauserne kunne være lange. De otte musikere skulle jo af og til lige have tunet instrumenterne ind på hinanden. Det er en direkte indbydelse til publikum om at miste fokus på bandet og lave alt muligt andet.
Det var uheldigt, at hun havde valgt at droppe noget så simpelt som et ”tak” ind imellem. Og helt væk var de små introduktioner til sangene, som hun har lavet ved tidligere koncerter. Alt vi fik, var ”tak for i aften” før og efter ekstranumrene.

De sitrende højdepunkter
Koncerten kom heldigvis hurtigt op i omdrejninger igen - selv om der som altid var nogle forstyrrende snakkehoveder på bagerste række, der ikke var kommet til koncert for at høre musik. De blev dog heldigvis overdøvet for det meste.
”Siamesisk” var det første ekstranummer - skelsættende på den gode måde med sin halsbrækkende ”skæve” korstemmer - og et af de numre, som virkelig overrumplede publikum på Spot 08-festivalen. Der bliver ikke givet ved dørene på ”Siamesisk”, og det er endnu et nummer, vi må have til gode i en albumversion.
Derefter kom ”Vinterbørn” fra ”Kyst”-albummet og den gamle børnesang, som vist efter sigende skulle hedde ”Lille Gitte” (og oprindeligt sunget af Povl Dissing). Teksten går: Hvor er man hende når man er borte / det er svært at forstå når man ikke forstår det. Det nummer har de dog spillet et par år nu, men endnu ikke udgivet på plade. Men man har jo lov at håbe.
Publikum fik desværre ikke fornøjelsen af ”Fugle Og Ild” og de meget spændende numre ”Ride” og ”Om Vinteren” fra det nye album. Men forhåbentligt dukker de op ved fremtidige koncerter.
På Anders Stochholms stortromme stod der en lille fræk omskrivning af lidt Under Byen-lyrik: ”Det min diller der sitrer”. Det ville måske være lidt i overkanten at reagere sådan på musikken, men det gjorde hårene på armene i hvert fald ved flere lejligheder. Sitrede. For eksempel når der blev sunget helt igennem på ”Kyst” med ”gi’ miiiig lov”, samt i korklimakset på ”Vinterbørn” og omkvædet på ”Siamesisk”. Effekten var stor.
Koncerten viste i mine øjne, at det otte mand store band synes at gøre sig bedst på en lille intim scene, hvor lytteren kan kravle helt ind og være med i deres sære, men alligevel velkendte danske univers.

- Lars Kjær Dideriksen